PlastBlog: Nytårshilsen fra Thomas Drustrup til Plastindustriens medlemmer

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, ønsker i dette PlastBlog-indlæg godt nytår. Han tager samtidig temperaturen på den aktuelle plastdebat, Plastindustriens sekretariat og medlemstilfredsheden.

Del:

Indledningsvis vil jeg gerne ønske alle Plastindustriens medlemmer et rigtig godt nytår.

Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år, som uden tvivl bliver et travlt et af slagsen med masser af aktivitet i branchen og i vores brancheforening.

Politiske aftaler med fokus på plast begynder at falde på plads

2019 bliver året, hvor plast fortsat vil være på politikernes, mediernes og befolkningens agenda. Derfor skal vi blive ved med at levere gode svar på, hvordan vi hele tiden arbejder med at øge den bæredygtige brug af plast.

Kort før jul nåede EU’s organer til enighed om et nyt engangsplastdirektiv, som indeholder både gode og dårlige elementer. Men vedtaget blev det.

Derfor vil vi i Plastindustriens sekretariat nu rette vores fokus mod, at være tæt på den danske implementeringsproces og løbende holde vores medlemmer opdateret, så de hele tiden er på forkant med den lovgivningsmæssige udvikling.

I en dansk kontekst forventer vi, at en dansk plasthandlingsplan falder på plads i løbet af årets første måneder (valgudskrivelse kan selvfølgelig komme i vejen).

Regeringens udspil ser yderst fornuftigt ud, men vi har også offentligt udtalt, at vi gerne ser en mere ambitiøs plan gennemført – f.eks. har vi efterlyst en konkret deadline for, hvornår den kommunale affaldsindsamling skal være ensrettet, så vi kan få mere gang i plastgenanvendelsen.

Vi følger naturligvis forhandlingerne på tætteste hold, og vi er rigtig glade for, at vores medlemsvirksomheder – ofte med kort varsel – er parate til at tage imod politikere og embedsfolk, som har brug for yderligere input.

Sekretariatet i stærkeste opstilling

På den mere organisatoriske front ser jeg også med fortrøstning frem mod arbejdet i 2019.

Vi har fuld bemanding i sekretariatet, og personligt har jeg svært ved at se, at vi kunne stå stærkere end med den nuværende besætning.

Den senest nyankommne medarbejder er miljøkonsulent Anders K. Knudsen, som allerede har kastet sig ivrigt over at drive vores brancheaftale med Energistyrelsen, og han er derudover også vores tovholder på hele Operation Clean Sweep-indsatsen, som nu får en ordentlig ressourcemæssig opgradering.

Tilfredse medlemmer

På vores andre hovedområder såsom innovation, uddannelse og kommunikation er der også allerede en masse nye spændende projekter og arrangementer i støbeskeen samtidig med, at vi selvfølgelig fortsætter størstedelen af vores hidtidige aktiviteter.

Og så er jeg glad for, at I – vores medlemmer mener – at der er værdi forbundet med at være medlem i Plastindustrien. Det er i hvert fald den klare konklusion på den seneste medlemsundersøgelse.

Over 4 ud af 5 (83,1 pct.) medlemmer er enten tilfredse eller meget tilfredse og ingen angiver, at de er utilfredse eller meget utilfredse! Endvidere svarer næsten 9 ud af 10 medlemmer, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil anbefale et medlemskab.

Jeg er særligt glad for, at så mange er parate til at anbefale andre virksomheder at blive medlem. Det er et uomtvisteligt faktum, at vi som brancheorganisation står stærkere i den offentlige debat og kan igangsætte flere initiativer jo flere virksomheder, som vi repræsenterer.

Vi har i den seneste årrække oplevet et stigende medlemstal, og den udvikling er der potentiale for at fortsætte i år 2019. Det kræver hårdt arbejde og ikke mindst hjælp fra de eksisterende medlemmer, men det kan bestemt lade sig gøre.

Jeg håber, at vi ses til et af Plastindustriens mange arrangementer, og vi tager – som altid – meget gerne på besøg hos medlemmerne. Kontakt sekretariatet – så kommer vi forbi til en kop kaffe.