Netværket for produktionschefer på Sjælland

Er du produktionsansvarlig i en sjællandsk plastvirksomhed, og kunne du tænke dig at sparre med kolleger i lignende stillinger? Så har vi det perfekte netværkstilbud til dig.

Del:

Netværket for produktionschefer er et netværkstilbud med fokus på direkte værdiskabelse, anvendelighed og inspiration til de produktionsansvarlige i sjællandske plastvirksomheder.

Plastindustriens netværksmodel består af 3-5 møder med et skarpt styret program på dagens tema og fokus på deltagernes aktuelle ønsker. Temaerne skifter fra gang til gang.

Gruppen er sammensat af repræsentanter fra virksomheder, der ikke er i konkurrence og mødtes for første gang i december 2015 på DBI Plastics A/S i Stenlille. Gruppen supplerer sig løbende indtil den består af 10-12 personer.

Fremtidens kompetente arbejdskraft

Temaet for første møde var fremtidens kompetente arbejdskraft. Gruppen drøftede dette og en række relaterede emner. Fx erfaringer med brug af udenlandsk arbejdskraft og vikarer, uddannelse af plastmagere og andre faggrupper, betydningen af skolernes beliggenhed – har det nogen?

Johanne Hauerslev Christensen, vækstkonsulent i Sorø Kommune, var inviteret med til mødet for at præsentere et spændende tværkommunalt initiativ om en rekrutteringsmesse målrettet produktionsvirksomheder.

Ønsker du at deltage i netværket, eller vil du have yderligere information om arbejdet i netværket, kan du kontakte innovationskonsulent i Plastindustrien Rasmus Grusgaard: rg@plast.dk eller 2689 3028.

”Jeg synes første møde var super godt. Det er vigtigt med et forum som dette. Både så vi kan lære af hinanden, for vi har mange af de samme interesser og udfordringer, men også så vi kan lære sammen. For eksempel ved at invitere oplægsholdere om emner, der interesserer os, eller som i Johannes tilfælde, direkte hjælpe os.”
– Claus Christensen, DBI Plastics

”Vi havde et rigtig godt første møde. Da jeg sagde ja til at deltage var jeg lidt skeptisk over om indholdet og deltagerne ville være relevante for mig. Den usikkerhed er nu væk og jeg glæder mig til de næste møder.”
– Nic Dipo, Ulstrup Plast