Vi udsættes for tusinder af kemikalier hver dag, hvoraf nogle desværre har hormonforstyrrende egenskaber. Ny forskning fra Rigshospitalet konkluderer, at danskernes eksponering overfor en række hormonforstyrrende stoffer heldigvis er faldet signifikant siden 2009.
I et nyt dansk studie har forskere fra Klinik for Vækst og Reproduktion ved Rigshospitalet med seniorforsker Hanne Frederiksen i spidsen målt 32 forskellige kemikalier i urin fra 300 unge danske mænd, der er blevet undersøgt i perioden 2009 til 2017 fra 300.
Ud af 15 målte ftalater var koncentrationen af de 9 ftalater signifikant markant lavere (36-78%) i 2017 sammenlignet med koncentrationerne målt i 2009. Disse inkluderede også de fire ftalater DnBP, DiBP, BBzP og DEHP, som er kendt for at være hormonforstyrrende.
Derimod var eksponeringen for to nye ftalat substitutter, DINCH og DEHTP steget signifikant i den samme periode. DINCH og DEHTP anses heldigvis ikke for at have de samme hormonforstyrrende egenskaber som de ’gamle’ ftalater.
Forskere peger på en positiv udvikling
Studiet viste også, at eksponeringen for bisphenol A faldt signifikant med 57% fra 2009 til 2017, hvorimod eksponeringen for to andre bisphenoler er steget signifikant i perioden, dog ikke i samme grad, som bisphenol A er faldet.
Der er således tale om en positiv udvikling, understreger forskerne bag studiet, der er udført på klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalets Juliane Marie Center og støttet af Center for Hormonforstyrrende Stoffer under Miljøstyrelsen.
Seniorforsker, Hanne Frederiksen fra Klinik for Vækst og Reproduktion forklarer:
– I dette studie har vi undersøgt danskeres eksponering for en række kendte hormonforstyrrende kemikalier samt nogle af de kemikalier, som de hyppigt erstattes med. Det er meget positivt at vores eksponering for mange af de mest kritiske kemikalier er faldet, men det skal påpeges, at de målte kemikalier kun udgør få af de mange kemikalier, vi udsættes for i hverdagen. Der er stadig mange kemikalier, og der kommer hele tiden nye til, som vi ikke ved meget om.
EU-regulering har effekt
De observerede fald i eksponeringen for bisphenol A og de fire mest anvendte og mest kritiske ftalater, DnBP, DiBP, BBzP og DEHP er helt i overensstemmelse med de begrænsninger, som gradvist er blevet introduceret gennem det sidste årti både i Danmark og i EU.
De fem kemikalier har længe været i søgelyset og er optaget på Europa-Kommissionens kandidatliste over bekymrende stoffer (Substances of Very High Concern (SVHC) listen).
Deres anvendelse i legetøj og andre børneartikler, personlige plejemidler og fødevarekontaktmaterialer er gradvist blevet begrænset ved lovgivning, og i juli 2018 vedtog Europa-kommissionen yderligere begrænsninger med virkning fra juli 2020, der reelt betyder, at disse fem stoffer formentlig vil blive udfaset fra det europæiske marked i fremtiden.
Vær varsom, når du handler på nettet
På trods af den positive udvikling, så er det vigtigt at huske, at EU-lovgivningen ikke gælder, når vi handler uden for EUs grænser.
Det fremhæver Christina Busk, der er miljøpolitisk chef i Plastindustrien:
– Vi er rigtig glade for, at undersøgelsen fra Rigshospitalet tydeligt viser, at unge danske mænd nu bliver eksponeret for markant lavere koncentrationer af hormonforstyrrende kemikalier. EU har en rigtig fornuftig kemikalielovgivning, som vi bakker meget op om, og jeg er ikke i tvivl om, at lovgivningen har spillet en positiv effekt på udviklingen.
Hun uddyber:
– Imidlertid er der ikke de samme strenge kemikalieregler for produktion af varer udenfor EU, så vi skal som forbrugere være varsomme, når vi køber ind på nettet. Her er det klart at foretrække at købe danske og europæiske varer.
LÆS OGSÅ: Plastindustrien er med til at sætte fokus på skadelig kemi i ny kampagne