Hvad er forsigtighedsprincippet?

Politikere, organisationer og forskere taler ofte om forsigtighedsprincippet i forbindelse med diskussioner om kemi og forbrugersikkerhed. Men hvad dækker det egentlig over, og hvordan kan vi bruge det i reguleringen af plast og kemi?

Del:

Forsigtighedsprincippet er et retligt princip, der har sin rod i miljølovgivningen. Princippet er i dag en grundlæggende del af EU-retten og bruges ikke kun på kemi- og miljøområdet, men også inden for forbrugersundhed og menneskers, dyrs og planters sundhed.

Forsigtighedsprincippet går ud på at gøre det muligt at handle, hvis truslen for mennesker eller miljø er tilstrækkelig stor – også selvom vi endnu ikke har de nødvendige videnskabelige data. Det skal altså være muligt at træffe politiske beslutninger, selvom der er videnskabelig usikkerhed og uenighed.

Forsigtighedsprincippet sikrer balance mellem videnskabelig tvivl og acceptabel risiko

Men den juridiske definition af forsigtighedsprincippet slår også fast, at det ikke ikke bruges til at forbyde alt, hvor der er mistanke om risiko. Det betyder også, at vi som samfund ikke kan bruge princippet til fx at indføre regulering, hvis vi vil være “ekstra forsigtige”, indføre et “nul-risiko samfund”, eller hvis en poltiker vil handle på baggrund af befolkningens frygt. Princippet handler derimod om at finde en balance mellem videnskabelig usikkerhed og et rimeligt beskyttelsesniveau.

Ifølge princippet skal man derfor starte med at udarbejde en risikovurdering på det begrænsede videnskabelige grundlag, der findes. En risikovurdering indebærer også, at man ser på risikoen for eksponering. Det vil sige,hvordan og hvor meget mennesker eller miljø bliver eksponereret,og hvornår vi passerer grænsen for en acceptabel risiko. Når dette grundlag er etableret,er politikernes opgave at tage stilling til, om der er tale om en acceptabel risiko,eller om der skal handles.

Hvad er udfordringen med brugen af forsigtighedsprincippet?

Udfordringen opstår, når forsigtighedsprincippet bruges til at begrunde politiske indgreb på grundlag af frygt. Ifølge EU Kommissionen må en beslutning om at bruge forsigtighedsprincippet ikke betyde, at foranstaltninger baseres på et vilkårligt eller diskriminerende grundlag. Som politiker kan man altså ikke blot handle som man lyster i forsigtighedsprincippets navn, fordi man synes noget er farligt.

En anden udfordring er, at forsigtighedsprincippet kan blive en stopklods for innovation og udvikling. Det kan ske, hvis politikerne tolker det således, at ny teknologi kun kan tages i brug, når det er bevist, at den er uskadelig.

Misbrug af forsigtighedsprincippet kan føre til en forestilling om, at vi hellere må være ekstra forsigtige. Dermed mister samfundet gevinsten ved nye materialer, processer og teknologier.