Hvad er ftalater og PVC?

Man skelner mellem hård og blød PVC. Hård PVC er fx rør, vinduer, tagrender og andre byggeprodukter. Blød PVC er fx vinylgulve og blodposer. Der findes en lang række såkaldte blødgørere, som gør PVC’en blød. Før i tiden anvendtes hovedsageligt ftalater. Grundet innovation indenfor den kemiske industri og regulering bruges i dag fortrinsvis sikre alternativer.

Ftalater er i dag er et problem når det kommer til importeret legetøj fra Fjernøsten, hvor man ikke har samme regulering som vi har i EU. Et partnerskab mellen den danske miljøstyrelse og PVC-industrien i Europa vil imidlertid forsøge at løse denne udfordring ved at sprede det høje europæiske sikkerhedsniveau globalt.

Materialet er så udbredt på grund af dets tekniske egenskaber og lave pris, men også miljømæssige egenskaber som lang holdbarhed, minimale vedligeholdelse og genanvendelighed.

Hård og blød PVC

PVC kan både være hård og blød. PVC er som udgangspunkt et stift og hårdt materiale, som typisk bliver brugt til tagrender, rør, vinduer og andre langtidsholdbare produkter. Byggesektoren står for omkring 70% af forbruget. Hård PVC er meget genanvendeligt. Studier viser fx, at PVC-rør kan genanvendes op til 10 gange uden tilsætning af ny råvare.

Vi bruger blød PVC, når der er brug for et fleksibelt og blødt materiale med stor styrke, som ikke revner ved gentagne mekaniske påvirkninger. Det kan fx være til el-kabler, ledninger, medicinsk udstyr, gulve, sport- og fritidsartikler. Blød PVC kan genanvendes, og bliver det i vidt omfang i Europa.

Blødgører gør PVC’en blød

Der bruges såkaldte blødgørere for at gøre PVC’en blød. Blødgørere opdeles grundlæggende i tre kategorier: Lavmolekylære ftalater, højmolekylære ftalater og ikke-ftalater. De lavmolekylære ftalater, herunder DEHP, er klassificerede, hvilket betyder at der kræves autorisation for at de kan blive anvendt i EU. Det har betydet, at sikre ikke-klassificerede højmolekylære ftalater som DINP og ikke-ftalater som DINCH, TOTM og DEHT nu udgør omkring 100% af blødgørerforbruget i EU.

Udenfor EU er den samme udvikling væk fra farlige ftalater ikke sket. Derfor skal man være opmærksom, når man køber billige varer produceret i Fjernøsten. Selvom det fra 2020 er blevet forbudt at importere produkter med fire farlige ftalater til EU, er der en stor udfordring med at håndhæve lovgivningen. Det hænger sammen med den globale verden vi lever i, og ikke mindst forbrugsmønstrene blandt danske og europæiske forbrugere.

For at imødegå problemstillingen med import af produkter med uønskede stoffer har Miljøstyrelsen, den europæiske PVC-industris bæredygtighedsprogram VinylPlus® og PVC Informationsrådet indgået et partnerskab om at sprede de høje europæiske sikkerhedsstandarder for PVC til resten af verden.

PVC-materialet har gennemgået markant bæredygtig udvikling

Tidligere var PVC anset for at at være ‘den giftige plast’ på grund af indholdet af uønskede stoffer som farlige ftalater, bly og cadmium, og fordi plasten dannede saltsyre og dioxiner ved forbrænding. Hvad angår det sidste, så er der implementeret forbrændingsdirektiver i EU, der har løst problemet med farlige emissioner fra forbrændingsanlæg.

Ifølge affaldsbekendtgørelsen skal blødt PVC-affald dog deponeres. Da det bløde PVC-affald indeholder klor, må affaldet nemlig ikke havne  i forbrændingsanlæggene.

De seneste 20 år har PVC-industrien i Europa imidlertid gennemgået en markant bæredygtig udvikling. Det er sket gennem bæredygtighedsprogrammet VinylPlus, som samler hele værdikæden og har kostet investeringer i milliardklassen. Resultater er bl.a. stadigt stigende genanvendelse, substitution af uønskede stoffer og reduktion af emissioner og energiforbrug.

For flere spørgsmål og svar om PVC-plast, besøg PVC Informationsrådets hjemmeside: https://pvc.dk/om-pvc/ofte-stillede-spoergsmaal-om-pvc/