Plastindustrien har glade medlemmer

Resultaterne af Plastindustriens medlemsundersøgelse 2020 tegner et billede af, at tilfredsheden i vores medlemskreds er på det højeste niveau nogensinde. Det er et kæmpe skulderklap, som vi ikke tager for givet, skriver Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, i dette blogindlæg.

Del:

I foråret udsendte vi vores årlige medlemsundersøgelse, hvor vi tager temperaturen på tilfredsheden i vores medlemskreds.

Vi ser tilfredse medlemmer som fundamentet for en velfungerende brancheforening, og undersøgelsen er en vigtig indikation for os om, hvorvidt vi er på rette kurs i vores arbejde.

Rekordhøj medlemstilfredshed

Siden vi første gang udsendte en medlemsundersøgelse i 2015, har vi hvert år oplevet en stabil stigning i tilfredshedsniveauet. Med samlet set 92 % ’tilfredse’ og ’meget tilfredse’ medlemmer ligger vi i år på det højeste niveau nogensinde. Det er vi utrolig glade for.

Vi er samtidig stolte over, at ingen angiver at være utilfredse med deres medlemskab.

Endnu et vigtigt pejlemærke for os er, at 9 ud af 10 af vores medlemmer vil anbefale andre virksomheder at blive medlem af Plastindustrien.

En rettesnor for vores videre arbejde

Det betyder dog ikke, at vi fremover vil læne os tilbage og gøre alt, som vi plejer. Høj tilfredshed forpligter. Formålet med rundspørgen er netop at lære vores medlemmers prioriteringer at kende og finde ud af, hvordan vi kan optimere vores arbejde fremadrettet.

Dertil vil jeg nævne, at emner som ’genbrug’, ’genanvendelse’ og ’cirkulær økonomi’ har foretaget gevaldige hop, så de nu af medlemmerne bliver prioriteret som blandt de vigtigste fokusområder for Plastindustriens arbejde – hvad enten det er med kommunikation, miljø, innovation eller uddannelse.

Vi vil derfor gøre os umage for at efterkomme ønsket om endnu mere målrettet aktivitet med disse emner i den kommende tid, hvilket ligeledes er et stort omdrejningspunkt i vores nye strategi 2020-2023: ’Plastproduktion med ansvar’.

På den måde fungerer medlemmernes prioriteringer som en klar rettesnor for vores arbejde fremadrettet.

Ris og ros er altid velkommen

En stor tak skal lyde til alle, der har hjulpet os ved at besvare undersøgelsen. Det er her vigtigt for mig at sige, at muligheden for at give os respons på vores arbejde naturligvis ikke begrænser sig til en medlemsundersøgelse. Har du indspark, ris eller ros, så tøv ikke med at kontakte os.

Det samme gælder, hvis du ikke er medlem af foreningen, men interesseret i at høre, hvad så mange plastvirksomheder er tilfredse med – og hvad vi kan gøre for dig.