Plastindustrien lancerer snart en ny kampagne, der skal sikre, at flere af fremtidens ingeniører søger en karriere i plastbranchen. Et vigtigt element bliver at skabe flere samarbejder mellem studerende og virksomheder. Læs her om de fordele, din virksomhed kan få ud af at være med.
Fire ud fem plastvirksomheder forventer problemer med at tiltrække ingeniører med de rigtige kompetencer frem mod 2025. Det viste en analyse sidste år, som Plastindustrien stod bag.
Den udfordring skal nu løses. Plastindustrien lancerer på Netværksdagen den 3. november en ny kampagne, der netop skal sikre, at fremtidens ingeniører har et større kendskab til plast og til branchens virksomheder. Det sker med en kombination af film, faglige konkurrencer, digitale og sociale medier og en massiv tilstedeværelse på messer og uddannelsessteder.
Det måske vigtigste element i kampagnen handler dog om skabe konkrete samarbejder mellem ingeniørstuderende og branchens virksomheder. Kommunikationschef Asbjørn Lindsø siger:
Det er ved at arbejde med plastmaterialet i praksis, at fremtidens ingeniører får de bedste faglige forudsætninger og den bedste motivation for at søge job i branchens virksomheder. Det handler også om at sætte handling bag ordene: Hvis vi vil overbevise de unge om, at vi har brug for dem, så skal vi også konkret kunne vise, at vores virksomheder står klar til at tage imod dem.
Søg studerende til praktikophold, projekter og studiejobs
Alle virksomheder får derfor en individuel side på det nye kampagnesite, der lige nu er ved at blive færdiggjort. Her kan man præsentere sig selv, og hvad man som studerende kan gøre, hvis man gerne vil i kontakt med netop din virksomhed.
Via denne er det også muligt at annoncere følgende:
- Studiejobs: Søg efter ingeniørstuderende, der vil arbejde i jeres virksomhed ved siden af sit studie.
- Praktik: Søg efter studerende, der vil tage et praktikophold i jeres virksomhed.
- Studieopgaver og projekter: Annoncer opgaver / udfordringer, som I gerne vil samarbejde med ingeniørstuderende om at få løst
– Samarbejder med studerende er en helt op lagt win-win situation. Den studerende får et nogle relevante erfaringer at putte på sit CV, og virksomheden kan være med til at forme en måske kommende ansat og i processen få løst nogle relevante opgaver. Og alt efter om det drejer sig om praktikophold, studiejobs eller studieprojekter er der rig mulighed for at finde et format, der passer til det behov, der findes i hver enkelt virksomhed, siger Asbjørn Lindsø.
Det er naturligvis gratis for Plastindustriens medlemmer at være med.