Det Store Plastleksikon
Et stort online opslagsværk med beskrivelser af forskellige plasttyper, produktionsprocesser, teknologier og de mange forskellige plastfagtermer.
Sandwich-støbning
Når der er brug for to eller flere forskellige materialelag i et sprøjtestøbt emne, kaldes processen for sandwich-støbning. Det giver mulighed for at kombinere forskellige plasttypers forskellige styrker.
Sandwich-støbning eller sandwich-sprøjtestøbning anvendes til produktion af geometrisk simple emner (fx plader) for at opnå specifikke produktegenskaber som fx lav vægt kombineret med høj styrke. Processen anvendes også til fremstilling af tykke emner for at opnå emner med god overfladefinish, hurtig processering og lav pris.
Selve processen foregår på samme vis som gasinjektions-støbning, men i stedet for luft indsprøjtes en anden plasttype. Først fyldes formen/værktøjet delvist med et plastmateriale og derefter sprøjtes et andet plastmateriale ind i værktøjet. Herved fås en sandwich-opbygning bestående af forskellige typer plast indeni og på overfladen.
På denne måde kan der af plastmaterialer med ringe overfladeegenskaber fremstilles emner med en overflade af høj kvalitet. Kernen kan således bestå af produktionsaffald. Det er dog et krav, at materialerne skal være kompatible, dvs. kunne hæfte/smelte sammen.
Eksempler på emner som fremstilles ved sandwich-sprøjtestøbning:
- Armlæn og sæder til stole
- Dørhåndtag
- Instrumentbræt til biler
Sandwichkonstruktion
Sandwichkonstruktioner er lagdelte kompositstrukturer, hvor stærke dæklag er adskilt af et let og fleksibelt kernemateriale. Sandwichkonstruktioner anvendes bl.a. til vindmøllevinger.
Sandwichkonstruktioner er en fællesbetegnelse for lagdelte kompositstrukturer, hvor to tynde, stive og stærke dæklag er adskilt af et forholdsvist tykt, let og fleksibelt kernemateriale. Dæklagene er ofte lavet af polymerbaserede kompositmaterialer, mens kernematerialet typisk kan være polyurethanskum eller balsatræ.
Dæklagene og kernematerialet er limet sammen for at sikre, at belastninger bliver jævnt overført mellem sandwichmaterialets forskellige komponenter.
Sandwichkonstruktioner kombinerer lav vægt med stor styrke
Sandwichkonstruktioner har en meget stor stivhed og meget stor styrke i forhold til vægten, og de har derfor fundet stadig større udbredelse inden for en række anvendelsesområder, hvor netop lav vægt kombineret med stor stivhed og styrke er afgørende designparametre.
Sandwichkonstruktioner bliver derfor blandt andet anvendt i fly- og rumfartskonstruktioner, i skibe og både, til tog- og bilkomponenter samt ikke mindst til vindmøllevinger.
Sprøjtestøbning
Sprøjtestøbning er en af de mest anvendte måder at fremstille plastprodukter på. Danske plastvirksomheder sprøjtestøber alt fra små dele til høreapparater over LEGO-klodser til store elementer til biler.
Sprøjtestøbning er den mest udbredte proces til massefremstilling af plastprodukter. Det er en meget effektiv metode til produktion af produkter med såvel simple som komplekse former. Sprøjtestøbte emner spænder vidt. Fra meget små emner som dele til armbåndsure, LEGO-klodser eller høreapparater til store emner som f.eks. havemøbler og kofangere til biler.
Ved sprøjtestøbning anvendes sædvanligvis termoplast, men metoden og det rette udstyr giver også mulighed for fremstilling af emner i hærdeplast, elastomerer, kompositter og opskummet plast.
Sprøjtestøbeprocessen er skematisk angivet på figuren.
- Plastråvarer i pulver- og granulatform tilføres maskinen gennem en fødetragt.
- Plastmaterialet transporteres af snekken gennem maskinens cylinder og blødgøres ved varme fra omsluttende varmelegemer og friktionsvarme som følge af snekkens rotation.
- Efter endt plastificering indsprøjtes et nøje afmålt mængde plast i den lukkede og afkølede form – også kaldet et værktøj. Indsprøjtningen sker under stort tryk.
- Plastmassen størkner, og emnet udskydes det færdige emne af formen. Der er normalt ikke behov for efterbearbejdning.
Sprøjtestøbning kræver avanceret formværktøj
Formværktøjet har afgørende betydning for hele processens forløb. Bl.a. skal kølekanaler og indløb placeres rigtigt. Formen er et stykke højpræcisionsværktøj fremstillet i specialstål og er derfor dyr at anskaffe.
Sprøjtestøbemaskinens størrelse angives normalt efter lukkekraft og ligger typisk fra 250 kN (ca. 25 t) til mere end 10.000 kN (ca. 1.000 t). Støbeprocessen varer fra nogle få sekunder til flere minutter, afhængig af emnets størrelse og kompleksitet. Emnerne kan veje fra mindre end et gram og op til adskillige kilo.
Sprøjtestøbemaskiner er i dag udstyret med en avanceret mikroprocessorstyring, der giver mulighed for et optimalt procesforløb.
Stift PUR (polyurethan)
Stift polyurethan (PUR) anvendes til isolering inden for byggesektoren og til isolering af fjernvarmerør og af køleskabe.
Stift polyurethan er en af to hovedtyper inden for hærdeplast– og celleplast-materialet polyurethan (PUR). Den anden hovedgruppe er fleksibel polyurethan.
Stift polyurtehan udgør omkring 30 pct. af branchens produktion. Stift polyurethan-celleplast er et af de mest effektive isoleringsmaterialer, der findes. Det anvendes inden for fjernvarmesektoren til isolering af fjernvarmerør, i byggesektoren som sandwichpaneler og isolering af fx varmtvandsbeholdere og i køle/frysesektoren som isolering af køle- og fryseskabe.
Endvidere fremstilles polyurethaner i forskellige stivhed og massefylde bl.a. til vinduesprofiler og kabinetter.
Stift integralskum
Stift integralskum fremstilles ved at variere procesbetingelserne og råvarerne således, at et opskummet emne emnet dannes med en porefri, fortykket overflade.
Opskumningsgraden og dermed massefylden af skummet kan styres ved valg af råvarer og procesparametre.
Stive, massive typer
Massive PUR-produkter fremstilles af råvarer, som tilnærmelsesvis ligner råvaren til stift integralskum. Råvaren indeholder dog ikke opskumningsmiddel, og strukturen bliver således porefri og dermed helt massiv.
Materialet bruges fortrinsvis til støbning af mindre serier af tekniske artikler og som tekniske støbemasser. Karakteristiske egenskaber er stor slidstyrke, termisk stabilitet og kemikalieresistens.
Eksempler på anvendelse af stive, massive typer:
- Tekniske artikler
- Sportsudstyr
- Tandhjul
- Støbeforme
- Belægninger
- Lamineringsopgaver
Mere fakta om plast
Find mere viden om plast på vores andre sider.