Det Store Plastleksikon
Et stort online opslagsværk med beskrivelser af forskellige plasttyper, produktionsprocesser, teknologier og de mange forskellige plastfagtermer.
Hærdeplast
Hærdeplast beskriver plasttyper, der ikke kan smeltes om efter formgivning.
Hærdeplast er en fællesbetegnelse plasttyper, der ikke smeltes efter formgivning og hærdning – ligesom et kogt æg ikke kan blive flydende igen. Plasttypen står dermed i kontrast til den anden hovedplasttype, termoplast, der netop karakteriseres ved at kunne smeltes og formes et utal af gange. At hærdeplast ikke kan smeltes om efter formgivning skyldes, at den endelige polymerisation sker under hærdningen, og at polymerisationen for disse materialer fører til dannelse af meget store tredimensionale netværksstrukturer. De enkelte polymerkæder er bundet sammen med meget stærke kemiske bindinger, i modsætning til de svagere bindinger i termoplast. Ved opvarmning vil kæderne derfor ikke glide i forhold til hinanden, hvilket betyder, at materialet ikke kan smelte. Hærdeplast kan derfor ikke genanvendes på samme måde som termoplast. Opvarmes det til meget høje temperaturer, sker der i stedet en forkulning af materialet.
Hærdeplaster er typisk meget bestandige både mod slid, slag og kemikalie
Eksempler på plasttypen er umættet polyester, pepoxy og polyurethan. Glasfiberarmeret polyester bruges bl.a. til møllevinger, både store og meget andet.
Håndoplægning
Håndoplægning anvendes til at producere fiberforstærkede hærdeplastprodukter.
Håndoplægning er den simpleste proces til fremstilling af produkter i fiberforstærket hærdeplast.
Håndoplægning er et eksempel på diskontinuerlig metode til fremstilling af produkter i hærdeplast. Pultrudering er et eksempel på modsætningen hertil: kontinuerlig fremstilling af produkter i hærdeplast.
Processen foregår ved, at kompositten opbygges i præcise støbeforme ved, at der skiftevis lægges lag af fibre og efterfølgende gennemvæde dem med en flydende matrix af hærdeplast: polyester, epoxy, fenolplast eller polyuretan. Efterfølgende komprimeres emnet for at sikre, at matrixmaterialet og fibrene har optimal kontakt og binding med hinanden samt sikre, at det færdige produkt ikke indeholder luftbobler.
Danske virksomheder med stor erfaring i blandt andet massefremstilling af vindmøllevinger benytter i dag mekaniserede metoder til oplægning af glasfiberlagene. Det har reduceret tiden til glasudlægning med op til 25 pct. og samtidig mindsket materialespildet.
HDPE-plast (high density polyethylen)
HDPE er et termoplastisk materiale, der i forhold til andre polyethylener er meget formstabil og modstandsdygtigt overfor fugt. Derfor bliver materialet bl.a. brugt til at fremstille dunke, benzintanke og affaldsspande.
HDPE (høj densitet polyethylen eller high density Polyethylene) er en meget udbredt delkrystallinsk termoplast, som er velegnet til genanvendelse.
I forhold til andre polyethylener er HDPE en meget formstabil variation, da HDPE er både stærkere og stivere. Der findes både HDPE til stive emner og HDPE til foliefilm.
Materialeegenskaberne for HDPE
HDPE er karakteriseret ved at være et relativt billigt materiale, der kan bruges i mange forskellige produktionssammenhænge såsom ekstrudering, sprøjtestøbning osv. Det skyldes ikke mindst materialets gode mekaniske og kemiske egenskaber.
Samtidig er HDPE også velegnet til brug i direkte kontakt med fødevarer, hvilket ikke mindst skyldes, at det har en høj grad af bestandighed over vand og fugt. HDPE er også en hårdfør plasttype i forhold til kulde, og materialet kan derfor også anvendes til produkter, der skal kunne tåle frost.
HDPE som foliefilm er kendetegnet ved at være uigennemsigtigt, men det er muligt at producere f.eks. en mælkedunk, hvor væskestanden er aflæselig.
Typiske anvendelser af HDPE
Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvad HDPE kan anvendes til, men der er dog en række områder, hvor materialet er mere udbredt end andre.
Film (ekstrudering):
- Indkøbsposer
- Poser/sække til landsbrugsprodukter
- Affaldssække til private husholdninger
Rør (ekstrudering):
- Trykrør til f.eks. vand, gas, afløb, kunstvanding og fjernvarme
- Trykløse rør til f.eks. tæpper, drænrør og afløbsrør
Blæsestøbning:
- Flasker/dunke op til 5 liter for flydende væsker f.eks. med mælk eller olie
- Større beholdere og tanke med flydende væsker i
- Benzintanke til biler
Sprøjtestøbning:
- Kasser af alle slags f.eks. øl- og sodavandskasser
- Skraldebøtter/affaldsspande
- Kapsler og låg til flasker
- Spande til ’hårdt brug’ f.eks. foderspande og murerbaljer
- Husholdningsartikler
- Legetøj
Derudover bliver HDPE blandt andet også brugt til at fremstille hav-fiske-opdrætsbassiner, mindre både, hulahopringe og snowboards, så der er mange anvendelsesmuligheder.
Homopolymer
Homopolymerer er plasttyper, der er skabt på baggrund af kun en type monomer.
En homopolymer er en polymer dannet ved polymerisation af kun en type monomer.
Det adskiller homopolymeren fra en co-polymer, der er dannet ved polymerisation af to eller flere forskellige monomere forbindelser.
Hovedparten af de vigtigste plasttyper er homopolymerer. De kommercielt og teknologisk vigtigste homopolymerer er polyethylen, polypropylen, PVC (polyvinylklorid) og polystyren.
Mere fakta om plast
Find mere viden om plast på vores andre sider.