Det Store Plastleksikon

DEHP bruges til at blødgøre den ellers hårde PVC-plast. DEHP er klassificeret som hormonforstyrrende og kan derfor bruges med en helt særlig tilladelse.

DEHP er en forkortelse af Diethylhexylphthalat. Stoffet tilhører stofgruppen phthalsyreestere, der også betegnes phthalater eller ftalater. Ftalater bruges til at blødgøre den ellers hårde PVC-plast. Det kan fx være til kabler eller store vejrbestandige reklamer til udendørs brug.

Ftalaterne kan opdeles i to grupper: de uproblematiske højmolekylære og de problematiske lavmolekylære ftalater. DEHP tilhører sammen med ftalaterne BBP, DBP og DIBP de lavmolekylære ftalater. Disse fire stoffer er klassificeret som hormonforstyrrende reproduktionsskadelige stoffer og har fra februar 2015 kun kunne bruges med en helt særlig tilladelse.

DEHP og de tre øvrige lavmolekylære, klassificerede ftalater var tidligere meget anvendt som blødgører i PVC til bl.a. elkabler, presenninger, gulvbelægninger, slanger, blodposer, urinposer og medicinsk udstyr. Der er sket en gradvis udfasning af brugen af de klassificerede ftalater i den europæiske plastindustri.

Udenfor er Europa DEHP dog stadig den mest udbredte blødgører til PVC-plast.

Dioxiner er en meget miljøskadelig stofgruppe, der bl.a. kan dannes ved forbrænding af PVC-plast. Filtre i forbrændingsanlæggene sikrer, at dioxin-udslippet er lig nul.

Dioxin er en betegnelse for en stor gruppe stoffer, der er opbygget af to kulstofringe forbundet med to iltatomer og med chlor-atomer bundet til nogle af kulstofatomerne.

Dioxiner er farlige for miljøet og langsomt nedbrydelige. De dannes mange steder i naturen, ved nogle industrielle produktioner og kan også opstå ved forbrænding af materialer, der indeholder chlor. Stoffet har været genstand for megen omtale og forskning. Særligt efter en ulykke i Seveso i Italien i 1976, hvor der skete et udslip af dem.

Dioxin fra forbrænding af PVC-plast

Det har været frygtet, at tilstedeværelsen af PVC-plast i affald øger dannelsen af dioxiner ved affaldsforbrændingen. Men det er primært udformningen af kedlen og forbrændingsprocessens forløb, der afgør, om der dannes lidt eller meget af dioxiner. I dag er alle affaldsforbrændingsanlæg forsynet med dioxin-filtre, så udslippet til luften er praktisk talt lig nul.