Køb lokalt – også når det gælder dine plastprodukter

bt-forside-kemi

Ny undersøgelse viser, at byggemarkederne desværre ikke har styr på indholdet af problematiske stoffer i sine plastprodukter. Det er ofte konsekvensen, når danske butikker importerer billige produkter fra lande uden for EU. Måske det er på tide med en ”køb lokalt”-bevægelse for plastprodukter?

Del:

De fleste danskere vil gerne hive lidt ekstra penge op ad lommen for at tage lokale fødevarer med hjem til aftensmaden. Med god grund. Lokalt producerede fødevarer smager bedre, de belaster klimaet mindre, og de vil ofte også være sundere at indtage. Faktisk er der en international bevægelse i gang lige nu, der ønsker at udbrede det glade budskab: Køb lokalt.

Det kunne være fantastisk, hvis det samme gjorde sig gældende for vores holdning til plastprodukter. For når du bor i Danmark, kan der kan nemlig være rigtig mange gode grunde til også at købe lokalt fremstillede plastprodukter.

På forsiden af BT kan Forbrugerrådet Tænk Kemi i dag offentliggøre en undersøgelse, der understreger netop det. Undersøgelsen viser, at de danske byggecentre desværre ikke har styr på indholdet af en lang række af de plastprodukter, de selv forhandler. Selvom ingen af de testede produkter er ulovlige, så svarer byggemarkederne i knap hver tredje tilfælde forkert på spørgsmål om indholdet af såkaldte kandidatliste stoffer.

Ifølge den europæiske kemikalieregulering REACH, så er det helt klart byggemarkendernes ansvar at kunne svare rigtigt på, når der spørges til indholdet af potentielt farlige stoffer i deres produkter.

Derfor er det naturligvis slet ikke i orden, når der ikke informeres korrekt om kemi!

Christina Busk, miljøpolitisk chef, Plastindustrien

Stor udfordring at garantere sikkerhed på tværs af kontinenter

Der er, så vidt jeg kan se, ingen dansk fremstillede produkter med hverken kandidatliste stoffer eller forkerte svar på Tænk Kemis liste.  Byggemarkedernes produkter er for hovedpartens vedkommende produceret langt herfra – og sandsynligvis også produceret meget billigt.

Det er her argumentet for at købe lokalt kommer ind.

Vi har nemlig set alt for mange eksempler på, at det i praksis være meget svært for fx et byggemarked at få de korrekte svar omkring enkelte stoffer fra underleverandører i lande udenfor EU’s grænser så som Asien. Det bliver endnu sværere, hvis pris har været blandt hovedkriterierne i den danske forhandlers udvælgelse af produktet.

95 pct. af alt legetøj med skadelige stoffer kommer fra Kina

Miljøstyrelsen udgav sidste år en analyse omkring problemet med skadelige stoffer i produkter importeret til Danmark fra lande udenfor EU. Analysen viser en klar sammenhæng mellem produktionsland og indhold af problematiske stoffer.

Fx for legetøj viser det sig, at ud af 456 tilfælde af produkter med ulovlige stoffer fundet i EU, så er 91 pct. fra Kina og kun 3 pct. er produceret inden for EU’s grænser.

På emballageområdet har danske virksomheder også vist sig som førende, når det kommer til at udvikle og producere gode, sikre produkter.

Det understreger med al ønskelig tydelig, at det giver mening at købe lokalt – også når det kommer til dine plastprodukter.