Birgit Storm vinder prestigefyldt ingeniørpris

Birgit Kjærside Storm, årets modtager af Agnes og Betzy-prisen, sammen med IDA-formand Thomas Damkjær Petersen, der overrakte prisen. Fotograf: Henrik Frydkjær.

Ekstern lektor og bestyrelsesmedlem i Plastix, Birgit Kjærside Storm, kunne for nylig lade sig hylde, da hun modtog dette års udgave af Agnes og Betzy-prisen, som bliver uddelt af Ingeniørforeningen, IDA.

Del:

Siden 1997 er der hvert år (med få undtagelser) blevet hædret kvindelige danske ingeniører ved uddelingen af Agnes og Betzy-prisen, der er opkaldt efter Agnes Klingberg og Betzy Meyer, som i år 1987 blev de første kvindelige kemiingeniører i Danmark.

Prisen – som bliver uddelt af Ingeniørforeningen, IDA – går til personer, som er med til at fremme ligestillingen, synliggøre kvinder inden for ingeniørfaget eller til en kvinde, der har gjort noget bemærkelsesværdigt i eller for ingeniørfaget.

I år tilfaldt hæderen Birgit Kjærside Storm, der bl.a. er kemiingeniør og ekstern lektor ved Aalborg Universitet i Esbjerg samt bestyrelsesmedlem i Plastix A/S.

Respekteret underviser med et højt aktivitetsniveau

I indstillingen beskrives hun som en dygtig og respekteret underviser, som ‘stråler med sin viden og sit engagement’.

Et faktum, der givet også har været medvirkende til, at hun for nogle år tilbage blev tildelt titlen som ”Årets underviser” indenfor sit fagområde på universitetet. Mange af hendes studerende vil desuden vide, at man sjældent går forgæves til Birgit Storm, uanset om det er tidligt om morgenen eller sent på dagen.

Aktivitetsniveauet er nemlig særdeles højt hos årets prismodtager, som har været en central figur i opbygningen af materialelæreundervisningen ved kemi- og maskiningeniørstudierne på Aalborg Universitet Esbjerg.

Udover undervisergerningen har hun skrevet artikler til danske og internationale tidsskrifter og deltaget i adskillige konferencer, hvor hun har bidraget med sin viden om bl.a. plastmaterialer og aluminium.

Plastindustrien ønsker Birgit et stort tillykke med prisen!

Agnes og Betzy-prisen består – udover æren – af et rejselegat på 25.000 kroner.