Professor Nina Cedergreen: Følelser fylder ofte mere end videnskab i debatten om kemi

Nina Cedergreen er uddannet biolog og arbejder med kemikalier – især pesticider og økotoksikologiske effekter i miljøet, lavdosis effekter og cocktaileffekter. Nina Cedergreen underviser studerende på Københavns Universitet i risikovurdering og lovgivning af kemikalier i EU.

Vi har stillet hende en række spørgsmål om, hvordan hun som forsker oplever den danske debat om kemi.

Hvorfor tror du, der er så stort fokus på kemi i dag?

– I dag er analysemetoderne blevet forbedret meget i forhold til for 30 år siden. Vi kan måle noget, som vi ikke tidligere har kunnet. Derfor ser problemerne meget større ud end for 30 år siden, men er det ofte ikke.

– Der er en masse, der ikke blev anset for værende problematisk tilbage i 1980’erne, for der kunne vi ikke måle det. Dengang sagde man bare: ”Der er ikke noget”. Nu kan man så måle det – men det er ikke det samme som, at det er til skade for mennesker eller miljø.

– Politikerne vil helst kunne sige, at under en bestemt grænseværdi, så er der ingen risiko. Men så simpelt vil det aldrig blive. Vi kan aldrig garantere, at der ikke er nogen risiko, Vi kan kun sige at risikoen er meget lille. Og det er meget svært at formidle til befolkningen. Risikokommunikation er en stor udfordring.

Hvad kan du som professor gøre for at løse den udfordring?

– Undervisning og oplysning er den eneste vej. Jeg underviser til hverdag, og det håber jeg, gør en forskel. Det er vigtigt, at medierne giver et nuanceret og risikobaseret billede, men der kommer du jo aldrig fri af folks følelser, for både journalister og politikere taler til folks følelser.

– Derfor kommer følelser desværre også ofte til at fylde mere end videnskab i debatten, og det kan desværre være svært at gøre noget ved som forsker.

Jeg har flere gange oplevet, at hvis jeg taler med en journalist og ikke spiller med på den agenda, der er sat på forhånd, men i stedet prøver at nuancere tingene eller har en anden mening, så ender det med, jeg ikke bliver citeret.

Men det er vel meget naturligt, at medierne ikke altid kan rumme alle nuancerne, er det ikke?

– Jo, netop, og det er jo en del af problemet. Det er meget sjovere for medierne at skrive om forskning, hvor der er en klar effekt. Og det er der jo også mange forskere, der er opmærksomme på. Medieomtale kan være med til at sikre penge til den videre forskning. Især hvis man kan finde en effekt, hvor folk måske ellers følte sig sikre.

– Mange skyder industrien i skoene, at den har en interesse i at præge forskning i en bestemt retning. Men hvis det er et problem, er det også et problem for forskere. Som forsker skal man ud og skaffe penge til sin forskning, og her er nogen resultater bare bedre at komme frem til end andre. Det skal folk være klar over, når de læser overskrifter. Og journalister er gode til at give det et tvist i den farlige retning.

Tror du, at forbrugerne er klar over sammenhæng mellem citater og forskningsmidler?

– Nej, forbrugerne bliver bare vildt skræmt. Og som sagt:

Der mangler ofte perspektiv og nuancer. Når vi hører om noget, der er farligt at spise, så kommer det ikke frem, at det måske kun er, hvis du spiser 50 stykker ristet brød til hvert måltid, at der er noget om snakken. Altså, at det handler om dosis.

– Derfor tror jeg også, at mange forskere slet ikke gider tale med pressen, fordi de ofte kun bliver mødt af det gentagne spørgsmål: ”Vil du sige, at det er farligt?”. Og de fleste af os vil faktisk gerne være mere nuancerede.

– Men andre spiller altså det spil, fordi det kan give penge til forskning. Når noget kommer op i medierne, så kommer myndighederne selv til forskerne med pengepungen åben, for at få præcis det ’farlige’ undersøgt nærmere.