Plastindustrien får to finalepladser i SDG Tech Awards Denmark 2020

Plastindustrien er gået videre til finalen i SDG Tech Awards Denmark 2020. Finalepladserne i kategorierne ’Plastics and waste’ og ’Best NGO’ er tildelt for ’Designguide – Genbrug og genanvendelse af plastemballager til de private forbrugere’, som er blevet til i et tæt samarbejde med NGO’er, Københavns Kommune, emballageproducenter og eksperter.

Del:

Plastindustrien blev i foråret indstillet til SDG Tech Awards Denmark 2020 for ’Designguide – Genbrug og genanvendelse af plastemballager til de private forbrugere’.

Nu har juryen peget på Plastindustrien som finalist/nomineret i de to kategorier ’Plastics and waste’ og ’Best NGO’.

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien og tovholder i udarbejdelsen af designguiden udtaler:

– Det er fantastisk, at vores arbejde med at gøre plastemballagen mere bæredygtig er blevet nomineret i hele to kategorier til SDG Tech Awards. Vores designguide er udviklet i et tæt samarbejde med virksomheder, NGO’er, tekniske eksperter og Københavns Kommune. Nomimineringerne er kun med at sprede designguidens budskaber, så der fremover kommer endnu mere fokus på at designe plastemballage med genbrug og genanvendelse for øje.

Hylder bæredygtige løsninger

SDG Tech Awards Denmark har til formål at fremhæve de bedste bæredygtige løsninger i Danmark og opfordre interessenter og mulige partnere til at implementere dem.

Over 300 virksomheder og organisationer har været nomineret på tværs af 14 forskellige kategorier. Juryen har udvalgt i alt 60 finalister – fem i hver kategori.

Juryen består af en bred vifte af forskere, direktører og ledere fra den offentlige og private sektor, som er udvalgt for deres arbejde og erfaring med Verdensmålene for bæredygtig udvikling.

SDG Tech Awards Denmark 2020 afgøres ved en digital prisoverrækkelse den 22. oktober.

LÆS OGSÅ: Ny designguide skal sikre mere genbrug og genanvendelse af plastemballage