Genanvendelse og bortskaffelse af EPS-plast

EPS

EPS, også kendt som flamingo, er 100 pct. genanvendeligt og indgår på flere forskellige måder i den cirkulære økonomi. Det skyldes bl.a., at brugt EPS kan komprimeres og sælges til flere tusinde kroner pr. ton. Som noget særligt for EPS har de danske producenter siden 1995 drevet en særlig indsamling af brugt EPS.

Del:

EPS-plast er en forkortelse for ekspanderet polystyren, der også kendes under flere forskellige handelsnavne – fx Flamingo, Jackopor, Styrolit, Styrpor og Sundolitt – eller under den europæiske fællesbetegnelse ’Airpop – engineered air’.

Materialet består af 98 pct. luft og 2 pct. polystyren. Det giver nogle særlige støddæmpende og isolerende egenskaber, som gør, at EPS er særlig velegnet til bl.a. til isolering og emballage. Men det anvendes f.eks. også i cykelhjelme og sikkerhedsudstyr i biler.

Genbrug på flere måder

Rent EPS affald, og det materiale der frasorteres i produktionsprocessen, bliver findelt og genanvendt i produktionen af nye EPS-produkter. Op mod 30 pct. af nye produkter af EPS kan faktisk bestå af afskær og genbrug fra produktionen. Findelt brugt EPS kan også anvendes i betonblandinger til isoleringsbeton.

Brugt EPS kan ved smeltning også omdannes til recycled plast, der anvendes til fremstilling af mange forskellige plastprodukter i polystyren – fx havemøbler, bøjler og blomsterbakker. Det omsmeltede polystyren kan også anvendes til produktion af nye EPS-råvarer.

På EPS-branchens hjemmeside kan man læse mere om de mange måder, hvorpå EPS indgår i den cirkulære økonomi.

Indsamling og genanvendelse af EPS er godt for miljøet og klimaet

En lang række kommuner indsamler ren EPS til genanvendelse, da det er økonomisk rentabelt. Derudover reducerer med CO2-udslippet med 1,8 kilo pr. kilo genanvendt EPS. Samtidig kan CO2 fra den forbrændte EPS undgås, hvis energien istedet kommer fra CO2-neutrale kilder er den samlede gevinst ved genanvendelse over 5 kg CO2.

På EPS-branchens hjemmeside kan borgere finde vej til nærmeste genbrugsplads, som indsamler EPS til genanvendelse.

Indsamlingsordning sikrer genanvendelse af brugt EPS

I 1995 igangsatte EPS-branchen, der er Plastindustriens sektionen EPS-virkomsheder, en genanvendelsesordning for kasserede emballager. Ordningen blev oprindeligt finansieret af de danske virksomheder, der er medlemmer af EPS-branchen, men med tiden blev brugt EPS et stadigt mere værdifuldt materiale, hvorfor ordningen er blevet udvidet og moderniseret, så endnu mere EPS indsamles til genanvendelse via ordningen.

EPS genanvendt via branchens egen ordning medfører en reduktion på næsten 3 kilo CO2 pr. kilo genanvendt EPS. Ordningen er flere gange blevet udvidet og moderniseret, således at stadig mere EPS bliver indsamlet til genbrug og genanvendelse.

Læs mere om EPS-branchens genanvendelsesordning på branchens hjemmeside.

Ordningen omfatter indsamling af EPS, som virksomhederne selv har produceret. EPS, som kommer andre steder fra, kan naturligvis også genanvendes hvilket sker hos en række af de genanvendelsesvirksomheder, som er medlem af EPS-branchen. Virksomheder, som har brugt EPS til genanvendelse kan komme i kontakt med genanvendelsesvirksomhederne her.