Forleden bragte Kristeligt Dagblad et læserbrev af Bjørn Thomassen (professor i socialvidenskab ved Roskilde Universitet), som desværre indeholdt en række ukorrekte påstande om plast i havet. Derfor har Thomas Drustrup, Plastindustrien, skrevet et modsvar, hvor påstandene bliver tilbagevist med fakta.
Nedenstående debatindlæg er bragt i Kristeligt Dagblad den 16. august:
I Kristeligt Dagblad den 15. august udtrykker læserbrevsskribenten Bjørn Thomassen sin bekymring over, at plast ender i havet, og jeg vil gerne give ham ret i, at det er en miljøudfordring, som vi skal tage meget alvorligt.
Plast er et meget værdifuldt materiale med mange nyttige anvendelsesmuligheder, men plast skal naturligvis ikke skal ende op i naturen. Det er også årsagen til, at vi som ansvarlig brancheforening har været med til at etablere Projekt Plastfrit Hav.
Kort fortalt er det et initiativ, hvor virksomheder, NGO’er og uddannelsesinstitutioner er gået sammen om at frembringe ny viden, afprøve grønne forretningsmodeller og skabe øget opmærksomhed om en mere bæredygtig brug af plast.
Imidlertid er der flere påstande i Bjørn Thomassens læserbrev, som er med til at forplumre en ellers vigtig debat om de rette løsninger i forhold til at forebygge plast i havet.
For det første påstår Bjørn Thomassen, at vores drikkevand flyder med mikroplast, og det er heldigvis ikke rigtigt. De seneste testundersøgelser fra Aarhus Universitet – hvor der avendes en ny pålidelig målemetode – viser derimod, at der ved test af tre 50 liters prøver af drikkevand fra forskellige steder i hovedstadsområdet kun blev fundet én enkelt mikroplastfiber i en af prøverne, mens de to andre prøver ikke indeholdt mikroplast.
For det andet påstår læserbrevskribenten, at der i Stillehavet flyder en decideret ø af affald rundt. Imidlertid er de førende danske forskere ret kategoriske i deres afvisning af, at det skulle være tilfældet. Eksempelvis er seniorforsker og phd. ved Aarhus Universitet, Institut for Bioscience, Jakob Strand, tidligere blevet citeret for at sige følgende: ”Der findes ikke nogen øer af plastik, og man kan heller ikke kalde det en plastiksuppe. Men der er nogle akkumuleringszoner, hvor der er en højere koncentration end andre steder på grund af havstrømmene.”
For det tredje påstår Bjørn Thomassen, at Danmark er blandt de mest plastikforurenende lande i verden, hvilket selvfølgelig ikke er rigtigt, da vi har en yderst velfungerende affaldshåndtering, hvor vi heldigvis også har fået mere fokus på at skulle øge genanvendelsen. Flere internationale undersøgelser peger entydigt på, at det er en række asiatiske lande, som er de helt, helt store syndere, når det handler om at smide plast i havet.
Det er korrekt, at vi i Danmark er glade for at bruge plast, men det skyldes, at vi har blik for materialets fordele. Tænk vindmøllevinger, solceller, lettere transportmidler og deraf følgende mindre benzinforbrug, emballage, der mindsker madspild, legetøj, medicoprodukter og så videre!
Afslutningsvis vil jeg derfor gerne opfordre til, at vi bringer mere fakta og flere nuancer ind i debatten om plast i havet. Det er efter min mening afgørende for, at vi bliver i stand til at udvælge de løsninger, som gør en reel forskel i forhold til at forebygge plast i havet og at øge plastgenanvendelsen.