Sådan får du styr på kemikalierne

Nu kan du få hjælp til at opnå et godt og sikkert arbejdsmiljø, når din virksomhed arbejder med stoffer og materialer. Industriens Branchearbejdsmiljøråd I-BAR har nemlig udgivet vejledningen ’Få styr på kemikalierne’ i samarbejde med Plastindustrien.

Del:

Industriens Branchearbejdsmiljøråd I-BAR har netop udgivet vejledningen ’Få styr på kemikalierne’.

Vejledningen gennemgår reglerne og best practice ved håndtering af stoffer og materialer i industrien, og den er tænkt som et redskab i indsatsen i det forebyggende arbejdsmiljøarbejde på bl.a. plast- og kompositvirksomheder.

Plastindustrien har deltaget aktivt i udarbejdelsen af branchevejledningen. Miljøchef Helle Fabiansen fortæller:

– I plast- og kompositvirksomheder bruges der mange stoffer og materialer i det daglige arbejde. Virksomhederne har længe efterlyst en vejledning, der samler alle regler og best practice ved arbejde med kemikalier i industrien. Det får de nu i den nye vejledning fra I-BAR.

Helle Fabiansen fortsætter:

– Vi har også imødekommet kompositvirksomhedernes særlige behov for vejledning om håndtering af styren ved at inddrage erfaringer fra to kompositvirksomheder. Hvis virksomhederne følger vejledningen vil de have det bedste udgangspunkt for at skabe et sikkert kemisk arbejdsmiljø.

Vejledning præsenteret på inspirationsmøder

Vejledningen blev præsenteret på to inspirationsmøder den 25. august hos Fiberline Composite og og 1. september hos Siemens Wind Power med indlæg fra seniorkonsulent Gitte Lindhard fra Alectia samt professor i arbejdsmedicin Henrik Kolstad.

I vejledningen er der gode råd om, hvordan man opbevarer kemikalier korrekt, krav til leverandører, arbejdspladsens indretning samt brug af de rigtige personlige værnemidler. Der er også et særligt afsnit om styren og arbejdsmiljøkravene til arbejde med styren.

Arbejdstilsynet har haft vejledningen til gennemsyn og finder, at den er i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen.

Download vejledning

Du kan hente vejledningen via nedenstående link, hvor du også finder præsentationerne fra de to inspirationsmøder:

http://www.i-bar.dk/vejledningermm/faa-styr-paa-kemikalierne

Vejledningen kan du også tilsendt ved at henvende dig til Plastindustriens sekretariat – Helle Fabiansen: hf@plast.dk.