Jo, den er (stadigvæk) god nok: Plastposer ER mere bæredygtige end alternativerne

Talrige undersøgelser peger på, at plastposen er klart bedre end sine alternativer. Særligt hvis poserne laves i genanvendt plast.

Nej, det er ikke bæredygtigt at vælge papirposer. Plastposer har et dårligt rygte, men i praksis er de bedre for miljø og klima end alternativerne. Det skriver Plastindustriens miljøpolitiske chef Christina Busk om i dette blogindlæg.

Del:

LIDL annoncerede sidste måned, at de vil stoppe med at sælge plastposer til deres kunder. I stedet skal deres kunder nu bruge papirposer. ”Vi gør det, fordi vi arbejder med forskellige CSR-tiltag, og miljø er et af de essentielle områder,” sagde CSR-ansvarlig i LIDL Danmark, Tina Kaysen, i den forbindelse.

Men vil LIDL virkelig miljøet det bedste, så er det altså den forkerte løsning. Talrige undersøgelser peger nemlig på, at papirposer langt fra er et entydigt bedre valg for miljø og klima.

Vi har også selv skrevet om netop det tema flere gange (fx her og her), for diskussionen popper op med jævne mellemrum. Men lad os gerne gennemgå tallene igen med udgangspunkt i den konkrete sag:

Supermarkedsposen i plast udleder halvt så meget CO2 som papirposen

Det findes en række forskellige plastposer på markedet. I tilfældet med LIDL drejer det sig om den type af bæreposer, som vi netop kender fra danske supermarkeder. De er lavet af plasttypen LDPE. De er lidt kraftigere end HDPE-poser, som globalt er de mest udbredte.

Fordi en LDPE-pose er kraftigere, bruger den også en anelse mere materiale end HDPE-posen. Det betyder, at LDPE-posen også bruger en anelse mere CO2 end HDPE-posen – men dog stadig mindre end papirposen.

Ifølge en australsk undersøgelse går der således ca. dobbelt så meget CO2 til produktionen af en papirpose som til en LDPE-plastpose.  Undersøgelser som denne afhænger af en lang række specifikke nationale og lokale forhold, men der ikke umiddelbart er nogen grund til at tro, at billedet vil være markant anderledes i Danmark.

I den sammenhæng betyder det i øvrigt ikke noget, at LIDL bruger papir fra FSC-mærket træ til deres poser. Miljøbelastningen er den samme. Ifølge den australske undersøgelse gør det heller ikke den store forskel, om der bruges genbrugspapir.

Supermarkedsposen kan og skal genbruges – det kan papirposen ikke

Miljøbelastningen ved supermarkedspose i plast er altså i udgangspunktet mindre end ved en papirpose.

Den helt store fordel ved supermarkedsposerne i LDPE er dog, at de er robuste og derfor kan holde til at blive genbrugt utallige gange, hvilket vi er mange, der gør hver dag. Det er langt sværere at genbruge en papirpose. En regnbyge, lidt kødsaft eller kondensvand fra en mælkekarton kan alt for let ødelægge en pose af papir. Faktisk har en skotsk undersøgelse vist, at papirposens manglende robusthed skaber situationer, hvor kunderne pakker deres varer i et dobbelt lag poser af frygt for, at en enkelt pose går i stykker!

En anden ulempe ved papirposen er, at den heller ikke fungerer som skraldepose. Tal fra Irland har således vist, at når forbruget af bæreposer i plast falder, så stiger forbruget af affaldsposer – og så er vi jo lige vidt.

I Plastindustrien støtter vi virkelig op om genbrug. EU’s indsats for at begrænse brugen af såkaldte engangsposer i plast med Margrethe Auken i spidsen har vores fulde support. Vi støtter også den danske afgift på plastposer, fordi vi mener, den er med til at understøtte genbrug og minimere mængden af affald i naturen.

Poser i genanvendt plast eller indkøbsnet er endnu bedre løsninger

Vil LIDL gerne have en grønnere profil på deres poser, så er der langt bedre veje at gå end papirposerne.

Det giver fx en markant CO2-reduktion at fremstille poserne i genanvendt plast. Sådanne poser findes heldigvis allerede i rigtig mange andre danske supermarkeder som fx Aldi og COOPs forskellige kæder.

Et andet bud kunne være indkøbsnet i vævet plast som fx det her fra COOP. De kræver langt færre ressourcer at fremstille end traditionelle bomuldsnet, og der er klar evidens for, at netop den type af plastpose kan give den mindste miljøbelastning af alle poser, hvis bare den genbruges nogle få gange.

Intet tyder på, at plastposer i naturen er et problem i Danmark

Den eneste ulempe ved plastposer kontra poser af papir er, hvis plastposen ender i naturen. Plast i havet og naturen er et problem, som vi tager ekstremt seriøst i Plastindustrien, og som vi arbejder på flere fronter for at løse.

Én pose i naturen eller i havet er naturligvis en for meget, men der er dog bred enighed om, at netop poser ikke udgør et reelt affaldsproblem i Danmark.  En rapport fra EU kommissionen fremhæver netop Danmark, som et de lande, hvor plastposerne er allerbedst under kontrol. Miljøstyrelsen har udarbejdet et notat med samme konklusion.

En stor amerikansk undersøgelse omkring kilderne til plast i havet viser, at Danmark i det hele taget er blandt de lande i verden, der udleder allermindst plast til havet pr. indbygger (se datasættet her). Undersøgelsen viser også, at over halvdelen af den plast, der lige nu ender i havet, kommer fra fem lande i Sydøstasien. Kina alene står for omkring en fjerdedel af den globale udledning.

Danmark skal helt sikkert gå forrest i kampen for et plastfrit hav, men vi skal også have blik på, hvor de store problemer reelt ligger og ikke kæmpe de forkerte kampe

Vil vi virkelig være bæredygtige, skal vi turde udfordre myterne

Så hvorfor gør LIDL så, som de gør? Rigtig meget tyder jo altså på, at plastposen helt faktuelt er bedre end sine alternativer. Jeg mener, at forklaringen skal findes i, at plastposen er blevet et uheldigt og dårligt valgt symbol på en brug-og-smid-væk-kultur, som vi alle er enige om, at vi skal bryde med. Plastposen har fået et dårligt rygte, og det rygte er bare enormt svært at slippe af med.

Leyla Acaroglu, der er ekspert i bæredygtigt design, beskriver netop plastposens dårlige rygte som et eksempel på, det hun kalder ”environmental folklore”. Det vil sige en slags myte, som er blevet gentaget, så mange gange, at de fleste intuitivt tror på den. Hendes budskab er, at vejen til at leve bæredygtigt netop går gennem at turde udfordre os selv og hinanden på disse myter og erkende, at der sjældent er simple svar på komplekse problemer.

Jeg kunne ikke være mere enig! Vi vil virkelig miljøet det bedste går vejen via genbrug og genanvendelse i stedet for bare at vælge poser papir.  Har du små 20 minutter, så kan jeg stærkt anbefale dig Leyla Acaroglus TED Talk her: