Det kræver mere end en trepartsaftale

I den seneste leder af Plast Panorama skriver Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien om, at den nye trepartsaftale ikke alene løser udfordringen med mangel på kvalificeret arbejdskraft i industrien.

Del:

I slutningen af august nåede man til enighed om en trepartsaftale, der primært fokuserer på at skabe flere praktikpladser og på at give AMU-systemet et serviceeftersyn. Det er to gode elementer, som jeg absolut hilser velkommen.

Der er således sat nogle gode rammer, men jeg tvivler dog på, at trepartsaftalen i sig selv løser problemet med, at industrien i stigende grad efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Der skal efter min bedste overbevisning mere til.

Et par dage efter at trepartsaftalen blev indgået, havde jeg fornøjelsen af at møde Mie Hovmark og Martin Flindt fra Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO), som bl.a. repræsenterer de unge på erhvervsuddannelserne.

I løbet af ganske kort tid stod det klart, at EEO og Plastindustrien har mange sammenfaldende interesser. Begge organisationer arbejder benhårdt for at imødekomme den stigende mangel på faglært arbejdskraft ved at gennemføre rekrutteringskampagner, og vi fandt ligeså fælles fodslag i forhold til, hvor vigtigt det er, at den enkelte virksomhed også tager ansvar.

De danske plastvirksomheder fik – i al beskedenhed – lidt ros med på vejen for vores praktikpladsgaranti, men vi både kan og skal gøre mere. En af Mie og Martins centrale pointer var, at det er utroligt vigtigt for unge i folkeskolen, at de i deres nærområde bliver mødt i øjenhøjde af nogle åbne og engagerede virksomheder.

Jeg har forståelse for, at det som produktionsvirksomhed kan virke lidt bøvlet at skulle invitere 8.b fra den nærliggende folkeskole på besøg, men det virker. Et virksomhedsbesøg gør mere indtryk end de fleste lige tror, og det er den slags positive og proaktive initiativer, der er med til at påvirke de unges uddannelses- og karrierevalg.

Derfor vil vi i Plastindustrien gerne gøre det nemmere for vores medlemmer at gribe denne slags muligheder ved at udvikle koncepter for virksomhedsbesøg, tilbyde undervisningsmateriale osv. Plastbranchen har kraftigt brug for flere faglærte, og det kræver, at alle parter trækker i arbejdstøjet.