Tre uddannelsessteder i Trekantsområdet – AMU SYD, HANSENBERG og EUC Lillebælt – melder sig klar til at løfte opgaven med opkvalificering af ukrainske flygtninge, som kommer til Danmark og vil være en del af arbejdsmarkedet. Det skriver de i en fælles pressemeddelelse.
Tre uddannelsessteder i Trekantområdet er klar til sammen at hjælpe ukrainerne ind på arbejdsmarkedet. Det drejer sig om HANSENBERG, EUC Lillebælt og AMU SYD, som blandt andet har plastmageruddannelsen.
Uddannelsesstederne laver en fælles indsats på tværs af faglighed og udbud af kurser og uddannelsesforløb.
De ukrainske flygtninge skal have en hjælpende hånd for at komme godt ind på arbejdsmarkedet, og det vil uddannelsesstederne tilbyde deres hjælp til.
Uanset om flygtningene ønsker at arbejde i industri og produktion, i servicefag på hoteller og restauranter, transport og logistik eller med landbrug, så har skolerne stor erfaring med at opkvalificere til netop de kvalifikationer, som virksomhederne har brug for.
AMU SYD er ‘fælles indgangsdør’
AMU SYD er den fælles ’indgangsdør’ til dialog om opkvalificering og sørger for at koordinere mellem skolerne, så de ukrainske flygtninge får adgang til de rette muligheder.
Det kan være flygtningene selv, kommunerne i området, jobcentre, virksomheder eller andre, der har brug for afklaring. Ole Møller, udviklingschef på AMU SYD forklarer:
– Markedet for opkvalificering kan for nogen virke stort at navigere i. Det må imidlertid ikke være en stopklods for at sørge for den rette opkvalificering til ukrainerne, så de hurtigt kan komme ind på det danske jobmarked. Derfor har vi valgt én entydig indgang til at få hjælp, og så viser vi videre til de relevante skoler og kurser.
Vigtigt med hurtig afklaring
Det meste er nyt, når man kommer til et nyt land. Nyt sprog, nye krav på arbejdsmarkedet og nye kolleger. Der er brug for en god dialog og en hurtig kompetenceafklaring for at sikre en god start. Helt lavpraktisk kan det handle om at få udarbejdet et CV, så man kan komme ud og søge job.
Andre kan have brug for at få nye certifikater for at kunne være på en dansk arbejdsplads, fx til gaffeltruck, hygiejnebeviser eller sikkerhedskurser. Ole Møller forklarer:
– Mange ukrainere har familie eller venner, der har arbejdet i Danmark, men for manges vedkommende bliver der også brug for introduktion til det danske arbejdsmarked og danskundervisning, hvor den enkelte lærer om, hvordan Danmark er som land.
Glæder sig til opgaven
Fælles for alle uddannelsesstederne er, at de glæder sig til at løfte opgaven og bidrage til, at integrationen af ukrainerne bliver en succes.
– Vi har mange ledige job i Danmark, og ukrainerne er arbejdsomme og dygtige medarbejdere. Vi skal imidlertid sørge for, at de bliver hjulpet godt i gang med et job i Danmark. Vi er klar, og vi glæder os, fastslår Ole Møller på vegne af uddannelsesstederne.
Kontakt: Ole Møller, udviklingschef, AMU SYD. Tlf.: 7637 3737 eller direkte: 2524 0730. Mail: olm@amusyd.dk.