ReSea Project hjælper virksomheder med at tage et dokumenteret miljøansvar

Gennem en lokalt drevet opsamlingsmodel hjælper danske ReSea Project virksomheder med at gøre en håndgribelig og målbar forskel for at mindske mængden af plastaffald i verdenshavene.

Del:
Ann Sofie Gade, General Manager of Operations hos ReSea Project, har bl.a. ansvar for plastopsamling, dokumentation og certificering, samt koordination med de lokale samarbejdspartnere og myndigheder. Foto: Peter Jarvads.

Den danske virksomhed ReSea Project har skabt en forretning omkring dokumenteret opsamling af plastaffald.

Virksomhedens kunder køber et partnerskab i projektet. Som partner finansierer man opsamlingen af en mængde plastaffald som videredistribueres under kontrollerede forhold.

Flere og flere virksomheder tager servicen til sig, fordi de er ivrige efter at gøre en reel og synlig forskel for miljøet. Det fortæller Ann Sofie Gade, General Manager of Operations i ReSea Project:

– Vores partnere leder efter en måde at tage et miljøansvar på. Brands ønsker samtidig at være 100 % sikre på, at de kan stå på mål for det, de kommunikerer til stakeholders, kunder og omverdenen. Gennem vores service kan virksomheder følge nøjagtigt hvor meget opsamlet plast, de har finansieret. Det giver stor troværdighed og skaber en synlig og håndgribelig værdi.

Det koster hos ReSea Project otte euro – godt og vel 60 danske kroner – at fjerne 1 kg. plast fra havet på dokumenteret vis.

Når plasten er blevet opsamlet, fragtes den til en lokal affaldsstation. Herfra bliver den sorteret og videredistribueret på den bedst mulige måde – enten til genanvendelse, til energiudnyttelse eller til land-fills kontrolleret af de lokale myndigheder.

Lokal forandring

Løsningen er udrullet i Jakarta-regionen i Indonesien. ReSea Project engagerer lokalbefolkningen i områder nær flodbredder og kystområder i opsamlingen af plastaffald.

Ann Sofie Gade, General Manager of Operations i ReSea Project, fortæller:

– Vi ansætter lokale, som i forvejen har en dagligdag nær kysten, hvoraf mange bor og arbejder tæt ved vandet. Mange er fiskere eller arbejder med båddrift og er derfor i særdeleshed ramt af problemet med plastforurening i hav- og floder, fordi plasten ikke håndteres tilstrækkeligt i områderne.

I dag er over 50 personer ansat som opsamlere. Et antal, der er steget markant i løbet af det sidste år, fortæller Ann Sofie Gade, General Manager of Operations i ReSea Project:

– Vores service er skalérbar. Resultater og indsats stiger i takt med, at flere virksomheder tager del i kampen mod hav- og flodplastforurening. Vores mål er at ansætte endnu flere opsamlere og fjerne endnu mere plast fra hav og floder. På sigt er ambitionen at udvide løsningen til flere steder i Indonesien og verden med lignende problemer for dermed at gøre en større forskel.

ReSea Project sikrer ordentlig betaling til opsamlerne, og i 2021 lå den gennemsnitlige månedlige betaling per opsamler 75 % over minimumslønnen i Jakarta.

Dokumentation er afgørende

ReSea Project er blandt de første i verden til at anvende en blockchainbaseret trackingteknologi til at sikre sporbarhed og gennemsigtighed for den opsamlede plast. Foto: ReSea Project

Det første år af ReSea Projects levetid blev brugt på at få en certificering i hus.

I starten af 2021 blev virksomheden som blot den anden organisation i verden certificeret efter en ny international standard fra DNV.

– Det var afgørende at få helt styr på opsamlingen og at få den certificeret. Certificeringen sikrer det højeste niveau af sporbarhed og gennemsigtighed for den opsamlede plast. Samtidig sikrer den fair betaling til de lokale plastopsamlere, fortæller Ann Sofie Gade, General Manager of Operations i ReSea Project.

Hver opsamler er udstyret med en smartphone med en app. Den bruges til at tracke lokation af plastopsamlingen via GPS og registrere den nødvendige data om opsamlingsprocessen.

– Denne dokumentation giver en afgørende transparens omkring det opsamlede plastaffald til vores partnere. De kan derpå anvende plastopsamlingen i deres kommunikation, fortæller Ann Sofie Gade, General Manager of Operations i ReSea Project.

ReSea Project er blandt de første i verden til at anvende trackingteknologien til netop det formål. Teknologien er blockchainbaseret, hvilket betyder, at registreringer og data ikke kan manipuleres.

Foruden indsigt i data hjælper og rådgiver ReSea Project sine partnere til at markedsføre miljøinitiativet på en korrekt og faktabaseret måde.

En lille brik

ReSea Project har ved hjælp af virksomhedens lokaldrevne løsning fjernet mere end 1 million kg. plast fra hav og floder. Foto: ReSea Project.

I november 2021 ramte ReSea Project en milepæl med 1 million kg opsamlet plast. En mængde svarende til ca. 50 millioner plastflasker.

Ifølge Ann Sofie Gade, General Manager of Operations i ReSea Project, er virksomhedens partnerskabsbaserede tilgang og forretningsmodel central.

– Idéen til ReSea Project udsprang af erkendelsen, at plastforurening er en kompleks og global udfordring, som skal løftes i flok. Vi har skabt en løsning, som gør det muligt for mange at bidrage med noget. Det er én del af et stort globalt puslespil om at komme et omfattende problem til livs. Der skal endnu flere partnerskaber og kræfter til. Men nu er vi kommet i gang.

ReSea Project fokuserer på processen fra opsamling frem til videredistribuering af plastaffaldet. Det indebærer også at arbejde for at sikre, at samtlige samarbejdspartnere overholder aftalerne og den lokale lovgivning.

Virksomheden er i gang med at indfri ambitionerne om at tage en større del i at sikre og facilitere, at mere af den opsamlede plast bliver genanvendt.