Reportage: Plastic Engineering Day/Plastmessen 2021 i Aarhus

Unge mennesker i samtale
Campus Navitas i Aarhus var omdrejningspunktet for Plastic Engineering Day/Plastmessen 2021. Messeområdet var velbesøgt af både studerende og branchefolk.

Årets udgave af Plastic Engineering Day/Plastmessen løb af stablen den 28. oktober på Campus Navitas. 30 udstillere var på plads til arrangementet, som samlet set tiltrak over 200 deltagere i form af både brancherepræsentanter og studerende. Se oplæg og billeder fra dagen.

Del:

Plastic Engineering Day/Plastmessen blev i år for første gang afholdt på Campus Navitas (Aarhus Universitet).

Arrangementet den 28. oktober bestod af et konferenceprogram med faglige oplæg samt et messeområde, hvor udstillerne stod til rådighed for både brancherepræsentanter og studerende fra hele landet.

I år havde 30 af virksomheder meldt sig på banen som udstillere, og det høje antal glæder Thomas Drustrup, der er adm. direktør i Plastindustrien:

– Det er skønt med den store opbakning i medlemskredsen til at være med som udstiller. I Danmark er der ikke deciderede plastmesser, men vi tror på, at der i øjeblikket er mere behov end nogensinde for at mødes fysisk efter en lang nedlukningsperiode. Derfor er jeg utrolig glad for opbakningen fra de mange udstillere og besøgende.

Udstillere havde en intens dag

Lars Kaufmann, CEO i Plastcom og formand for Plastindustriens Råvaresektion, fortæller, at dette års messeområde på Campus Navitas summede af liv:

– Det var en intim og intens dag, da vi endelig fik mulighed for igen at kunne mødes. Vi brugte lejligheden til at fremvise nogle af vores innovative materialeløsninger, der fokuserer på bæredygtighed, hvilket blev positivt modtaget af både branchefolk og studerende.

Elektro-Isola debuterede i år som udstiller, og det var en rigtig god oplevelse ifølge Kasper Bay Simonsen, som er forretningsudviklings- og marketingchef i kompositvirksomheden:

– Det var et super arrangement, der overraskede positivt. Vi fik etableret nogle interessante virksomhedskontakter, og vi fik derudover talt med mange nysgerrige og spørgelystne studerende.

En fremtid i plastbranchen

Et af formålene med arrangementet at bygge bro mellem plastvirksomheder og ambitiøse ingeniørstuderende for at give dem et indtryk af, hvad branchen har at tilbyde.

Den mulighed var Rune Kjærgaard Groven, kemiingeniør og Ph.D. studerende ved Aarhus Universitet, ikke sen til at gribe.

Han fortæller:

– Jeg deltog for at få et bedre kendskab til branchen og møde potentielle fremtidige arbejdspladser. Det er en gylden mulighed for at afsøge markedet, få kontakt til virksomheder og blive klogere på karrieremuligheder som ingeniør. Samtidig er det inspirerende at høre om aktuelle trends og udvikling inden for plastmaterialer og produktion.

Den tilbagemelding får smilet frem hos Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien:

– Der opstår altid en rigtig god energi, når repræsentanter fra plastbranchen mødes med interesserede studerende. På den korte bane er der studerende, som bliver inspireret til at vælge plast som fokusområde i deres studieprojekter. På den lange bane kan arrangementer som dette være med til at sikre, at plastbranchen har mulighed for at tiltrække dygtige medarbejdere med ingeniørkompetencer.

Se præsentationer fra de faglige oplæg:

Dagen blev afrundet med en række oplæg fra Grundfos, Thermo Fischer Scientific, Mouldflo og Polytech, som bl.a. omhandlede nye cirkulære initiativer i plastbranchen, og om hvordan ingeniører spiller en afgørende rolle for danske plastvirksomheder.

Du kan finde oplæggene her:

Galleri: