I dag 3. behandler Folketinget et lovforslag, som fastsætter de overordnede rammer for det kommende producentansvar for emballage. Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, mener, at der skal skrues op for de grønne ambitioner i den konkrete udformning af producentansvaret.
Folketinget skal i dag 3. behandle et lovforslag om producentansvar på emballage, der bl.a. skal være med til at sikre EU-målet om, at halvdelen af al plastemballage skal genanvendes i 2025.
Plastindustrien bakker helt op om producentansvaret, men brancheforeningens miljøpolitiske chef, Christina Busk, gør opmærksom på, at det først er nu, at det reelle arbejde med at udforme producentansvaret begynder.
I den forbindelse opfordrer hun til, at Folketinget i selve implementeringsfasen træffer nogle valg, der skaber et reelt incitament til at designe mere bæredygtige emballager:
– Vores vision for producentansvaret er, at det bliver ambitiøst og fremmer cirkulære løsninger. Målet skal være, at vi får så høj kvalitet ud af vores emballageaffald, at det kan anvendes til både fødevarer og andre forbrugerprodukter igen. Hvis der er politisk mod og et ønske om, at Danmark skal være testnation for de nyeste sorteringsteknologier som eksempelvis digitale vandmærker og lignende, så kan det godt lade sig gøre.
Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, fortsætter:
– Det er afgørende for den grønne omstilling, at producentansvaret bliver skruet sådan sammen, at dem der designer emballage med henblik på genbrug og genanvendelse, får ’credit’ for det. I praksis skal det betyde, at virksomhederne som fremstiller bæredygtige produkter, også skal betale mindre til den efterfølgende affaldsbehandling gennem producentansvaret sammenlignet med de virksomheder, der i mindre grad har fokus på bæredygtighed.
Sammen med en række emballageproducenter, Danmarks Naturfredningsforening, Arla Foods m.fl. har Plastindustrien for nylig lanceret ’Designguide – Genbrug og genanvendelse af plastemballager til de private forbrugere’.
Initiativet gør det helt konkret væsentligt lettere for både producenter og detailleddet at træffe grønne valg.
Dermed er der skabt et godt udgangspunkt for betalingsstukturen i det kommende producentansvar, som eventuelt kan kobles til brugen af genanvendt plast.