Du kan nu se den nye YouTube-film, som giver uddannelsesparate unge et nyt og anderledes indblik i, hvad det indebærer at tage plastmageruddannelsen. YouTube’eren Guld-Dennis giver en rundvisning af uddannelsen; han besøger Den jydske Haandværkerskole, får en snak med to plastmagerelever og kommer indenfor i LEGO’s produktion.
Ekstremt mange danske unge bruger YouTube som informationskanal på daglig basis. Derfor har Plastindustrien – som en del af kampagnen Bliv Plastmager – valgt at fortælle om plastmageruddannelsen gennem netop YouTube-mediet.
Filmen ved navn ”Guld Dennis er plastmager hos LEGO!” ligger på Elevplads.dk og på Plan A’s YouTube-kanal, hvorfra den deles vidt og bredt på Facebook.
I skrivende stund har filmen fået mere end 20.000 visninger. Der er kun gået fem dage, siden den blev lagt online, og forhåbningen er, at endnu flere uddannelsesparate unge vil få filmen at se og dermed blive klar over muligheder for at vælge plastmageruddannelsen.
Guld Dennis besøger DjH og LEGO
YouTube-filmen giver et indblik i hverdagen på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten (DjH), det sociale liv og de forskellige aktiviteter på skolen. Samtidig kommer Guld Dennis rundt om den faglige indhold i uddannelsen, og han formidler de forskellige karriere- og videreuddannelsesmuligheder.
YouTuberen Guld Dennis besøger i filmen DjH og to af Plastindustriens plastmagerambassadører – Josephine og Uffe – som begge går på plastmageruddannelsen.
Desuden giver Josephine en rundvisning i LEGO’s produktion, hvor hun i praktikperioder har sin daglige gang som elev.
YouTube-format taler til de unge
Jo Dietrich, uddannelseskonsulent i Plastindustrien, har været med til at beslutte, at YouTube-filmen skulle blive en realitet. Hun er begejstret for resultatet:
– Det har været en stor fornøjelse at kommunikere i øjenhøjde med unge og nu opleve, at så mange allerede har set filmen – mere end 20.000 visninger indtil videre. Jeg synes, at Guld Dennis og vores ambassadører for plastmageruddannelsen gør det utrolig godt.
Hun tilføjer:
– Jeg er især glad for, at vi har fået fortalt, at plastmageruddannelsen rummer mange gode muligheder for at arbejde med bæredygtighed i form af genanvendelse af plast. En plastmagers praktiske viden om produktionen af plast er guld værd for industrien. Med filmen har vi fået fortalt, plastmageruddannelsen er et vigtigt led i plastbranchens grønne omstilling.
Gode job- og videreuddannelsesmuligheder
Målsætningen med Bliv Plastmager-kampagnens er at sikre plastmageruddannelsen synlighed blandt unge, som står overfor at vælge en uddannelsesretning.
Allan B. Rasmussen, leder af plastafdelingen på Den jydske Haandværkerskole, tror på, at filmen og det valgte YouTube-format i høj grad bidrager til formålet.
– Vi er glade for, at der kommer et fokus på plastmageruddannelsen, som er målrettet de unge YouTube-seere. Filmen viser klart og tydeligt, at uddannelsen er spændende og bred, at der er gode videreuddannelsesmuligheder, og at DjH er et attraktivt uddannelsessted for kommende plastmagerelever, fortæller Allan B. Rasmussen, leder af plastafdelingen på DjH.
YouTube-filmen er et led i Plastindustriens kampagne Bliv Plastmager. Kampagnen er drevet af Plastindustrien i samarbejde med CompanYoung, som også driver ElevpladsTV.dk/PlanA, hvor filmen er lagt ud.