Europa-Parlamentet har netop stemt ja til et direktivforslag fra EU-Kommissionen, der bl.a. skal dæmme op for engangsplast i naturen. Plastindustrien støtter intentionen i forslaget, men opfordrer også til enkelte ændringer i de videre forhandlinger.
EU-Kommissionen fremlagde i foråret et udspil med fokus på engangsprodukter for at forebygge, at plast ender i havet. Udspillet indeholdt bl.a. forslag om at indføre producentansvar på forskellige typer af plastemballage, mens andre produkter som plastbestik og engangstallerkener i plast foreslås helt forbudt.
I dag har et flertal i Europa-Parlamentet så nikket ja til direktivforslaget – inkl. en række nye ændringsforslag – og nu skal forhandlingerne så fortsætte sammen med EU-Kommissionen og Ministerrådet.
Plastindustrien, brancheorganisation for de danske plastvirksomheder, mener, at der både er gode og dårlige elementer i direktivforslaget.
Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, forklarer:
– Plast i havet er en reel miljøudfordring, som vi skal gøre noget ved. Derfor er det godt, at EU sætter en agenda på området, da der ikke er tvivl om, at alt for meget plast ender i havet f.eks. som en konsekvens af manglende affaldshåndtering, dårlig forbrugeradfærd og/eller et uhensigtsmæssigt produktdesign. Der er ingen tvivl om, at der er plads til en klar forbedring.
Han fortsætter med at understrege, at EU dog stadigvæk bør være varsom med at vedtage forbud mod specifikke plastprodukter:
– Det er vores klare opfordring, at man meget grundigt skal undersøge, hvorvidt der reelt findes miljømæssigt bedre alternativer til de plastprodukter, som står til at blive forbudt. Jeg mener ikke, at det giver mening at forbyde et produkt – bare fordi det er fremstillet i plast – hvis alternativet samlet set ikke er mere bæredygtigt.
EPS-produkter skal genanvendes – ikke forbydes
Et af de helt nye ændringsforslag – som Europa-Parlamentet i dag har stemt igennem – går på et forbud af fødevare- og drikkebeholdere i ekspanderet polystyren (EPS). Argumentationen for et forbud tager udgangspunkt i påstanden om, at EPS udgør mere end 31 % af al plast fundet på europæiske strande.
Imidlertid stiller Plastindustrien spørgsmålstegn ved, hvorvidt opgørelsesmetoden overhovedet giver et retvisende billede, og hvis EPS rent faktisk udgør så stor en procentdel af affaldsmængden, så bør der i stedet fokuseres på det massive genanvendelsespotentiale.
Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, udtaler:
– I stedet for et forbud bør vi så investere i indsamlingen af EPS, da der er tale om en ren plastfraktion, som når den er komprimeret, kan omsmeltes til polystyren, og dermed genanvendes som ny EPS. Derudover er der tale om et helt nyt og pludseligt ændringsforslag, som er så omfattende, at det kræver yderligere undersøgelser. F.eks. er de danske myndigheder ved at analysere mængden af EPS i de danske farvande, og de resultater er relevante at afvente.
Uklare definitioner gør forslaget uigennemskueligt
Direktivforslaget har i flere omgange været til høring, og her har Plastindustrien slået på tromme for, at det er svært at gennemskue de reelle konsekvenser af forslaget, når definitionerne af engangsprodukter – særligt mht. emballage – er uklare.
Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, uddyber:
– Det er problematisk, når der er så meget uklarhed om, hvilke produkter der evt. skal reguleret. Med andre ord er det svært for både myndigheder, NGO’er og industri at vurdere forslagets konsekvenser for miljøet og for antallet af danske arbejdspladser. Jeg vil derfor opfordre til, at den danske regering går ind i den debat i de kommende forhandlinger for at skabe den nødvendige klarhed for alle parter.
Direktivforslaget forventes vedtaget inden årsskiftet. Såfremt du har nogle spørgsmål eller kommentarer til indholdet/processen, så tøv ikke med at kontakte Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien: cb@plast.dk / 3330 8630.
LÆS OGSÅ: Press Release – PlasticsEurope calls for Clearer Rules