Plastindustrien deltager som dansk partner i den globale oprydningsdag World Cleanup Day

Den 15. september er datoen for World Cleanup Day, der er en global oprydningsdag. I Danmark deltager Plastindustrien i arbejdet med at rydde op i naturen, og brancheforeningen opfordrer sine medlemmer til at være en del af initiativet.

Del:

Visionen for World Cleanup Day den 15. september er at samle 5 procent af verdens befolkning, fordelt over 150 lande til at deltage i den globale oprydningsdag.

Ambitionen for dagen er ikke blot at rydde op, men også at engagere danske befolkning til at tage større ansvar i forhold til at forebygge affald i havet og i naturen generelt.

I Danmark er det miljøorganisationen Plastic Change, der koordinerer den lokale indsats, og Plastindustrien er med som en af de officielle samarbejdspartnere.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, fortæller:

– Vi har i forbindelse med World Cleanup Day naturligvis et særligt fokus på plast, da det er et værdifuldt materiale, som naturligvis skal ikke ende i havet eller i skoven. Vi har derfor valgt at engagere os aktivt i World Cleanup Day, som både medvirker til at fjerne affald fra naturen, og samtidig skaber arrangementet en øget bevidsthed i befolkningen om, at vi død og pine skal blive bedre til ramme en skraldespand, når vi færdes udendørs.

I praksis vil Plastindustriens sekretariat deltage i oprydningsaktiviteter forskellige steder i landet den 15. september og samtidig opfordrer brancheforeningen til, at medlemsvirksomheder også tager aktiv del i World Cleanup Day.

Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, forklarer:

– Vi vil meget gerne invitere vores medlemsvirksomheder til at være en del af World Cleanup Day i deres lokalområde, da det sender et stærkt signal om, at vi her i Danmark er en ansvarlig industri. Der er ingen tvivl om, at langt den største kilde til plast i havet er en totalt mangelfuld affaldshåndtering i mange asiatiske lande, men derfor giver det stadigvæk god mening at yde en ekstra indsats på vores breddegrader.

Plastic Change er klar med ros

Hos Plastic Change – der som nævnt står for koordineringen af den danske indsats i forbindelse med World Cleanup Day – er der glæde over, at Plastindustrien er med som samarbejdspartner.

Henrik Beha Pedersen, miljøbiolog og grundlægger af Plastic Change, siger:

– Vi er rigtig glade for, at Plastindustrien og de mange medlemsvirksomheder er med til at bakke op om denne dag, hvor hele verden sætter fokus på et stigende miljøproblem.

Han fortsætter:

– Oprydning løser jo ikke det reelle problem, men det viser behovet for at vi hurtigst muligt finder nye metoder til at undgå at affald – og ikke mindst plastik – ender i naturen og i sidste ende i havet.

Helt lavpraktisk er det op til den enkelte organisation/virksomhed at koordinere med sine frivillige/medarbejdere, hvor og hvordan der bliver ryddet op i naturen, men alle tilmeldte aktører vil på forhånd blive udstyret med en mindre oprydnings- og sorteringsguide.

LÆS MERE: World Cleanup Day – skal din virksomhed være med?