Erhvervslivet spiller ind med bud på den kommende kemiindsats

En bred alliance af erhvervslivets organisationer har netop lanceret et fælles oplæg til den fremtidige kemiindsats, som i den kommende tid er til politisk debat. Plastindustrien har bidraget til oplægget, der særligt fokuserer på seks temaer som bl.a. omhandler styrket kontrol med importerede varer og klare retningslinjer for cirkulær økonomi.

Del:

Kemikalieindsatsen (2014-2017) skal snart fornyes, og det er årsagen til, at en lang række erhvervsorganisationer nu har offentliggjort deres ønsker til de kommende initiativer på dette område.

Blandt medunderskriverne på udspillet er bl.a. Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Plastindustrien. Fra Plastindustriens side er det miljøpolitisk chef Christina Busk, der har været tæt involveret i processen.

Udspillet er sendt til regeringen og Folketinget, som nu politisk skal fastlægge dem fremtidige kurs.

Erhvervsorganisationerne har i udspillet lagt særligt vægt på disse 6 temaer:

  1. EU og international kemikalieregulering skal styrke markedet og sikkerheden
  2. Forebyggelse og vejledning skal være i fokus
  3. Styrket kontrol og håndhævelse skal være fokuseret på risici og markedsforhold
  4. Information til forbrugere skal være nuanceret og give tryghed
  5. Cirkulær økonomi skal have fokus på hele værdikæden
  6. Forskning og substitution skal styrke innovation

DOWNLOAD: Erhvervslivets indspil til Miljø- og Fødevareministeriets nye fælles kemiindsats

Vigtigt med bedre kontrol af importerede produkter med problematisk kemi

Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien, fortæller om udspillet:

– Vi har fra Plastindustriens side bl.a. lagt særligt vægt på, at der skal ske en styrket kontrol med forskellige produkter, som bliver importeret fra lande, der ikke er med i EU. Det er hverken godt for forbrugernes sikkerhed, miljøet eller konkurrenceevnen, hvis produkter med problematisk kemi, der er forbudt i EU, finder vej til markederne i EU pga. manglende kontrol. Derudover er der en masse spørgsmål i forhold til kemi, genanvendelse og cirkulær økonomi, som det politisk vil være godt at få afklaret, så derfor opfordrer vi til et bedre samspil mellem affald, produkt og kemikalielovgivningen.

Som optakt til de kommende forhandlinger har Miljø- og Fødevareministeren netop afholdt en workshop, hvor miljøpolitisk chef Christina Busk deltog på vegne af Plastindustrien i rollen som både deltager og oplægsholder.

Workshoppens primære formål var at skabe et fagligt grundlag for forhandlingsparterne og at arbejde med mulige fælles løsninger, inden en ny kemiaftale skal forhandles på plads.