Hverken forbrugere eller industri kan være tjent med en debat om kemi, hvor unuancerede og forsimplede udlægninger af en enormt kompleks virkelighed får lov at styre dagsordenen. Vi skal have debatten om kemi tilbage på sporet!
Hvorfor forbyder vi ikke bare ”farlig kemi”? Hvorfor skal vi ikke være på den sikre side? Spørgsmål som disse møder jeg tit i mange forskellige sammenhænge. Derfor får I her mit synspunkt i debatten om farlig kemi og kemi i vores hverdag.
Set fra min stol er kemidebatten i Danmark løbet af sporet. Den bliver styret af en kritisk tilgang, hvor synet på kemien som farlig og unødvendig er den herskende diskurs. Plast er ofte i fokus, og fejlagtige og skævvredne myter om kemi og farlighed trives i bedste velgående.
Nuancerne forsvinder i nyhedsmediernes jagt på læsere, seere og klik. Alt bliver sort-hvidt. Det er et stort problem, for den videnskab, der er hele grundlaget for arbejdet med kemi, er utrolig kompleks. Det er IKKE bare sort eller hvidt, farligt eller ufarligt.
Nuancerne forsvinder i nyhedsmediernes jagt på læsere, seere og klik. Alt bliver sort-hvidt. Det er et stort problem, for den videnskab, der er hele grundlaget for arbejdet med kemi, er utrolig kompleks. Det er IKKE bare sort eller hvidt, farligt eller ufarligt. Nuancerne er ganske enkelt nødvendige at have med for at kunne tegne et reelt billede af, hvordan virkeligheden forholder sig. Det sker ikke, og det betyder desværre ofte, at fejlagtige forestillinger kommer til at styre dagsordenen.
Vi står som industri ikke alene med det synspunkt. Her på vores sider om kemi kan du læse en række interviews med fremtrædende forskere, der siger præcis det samme.
Vi kan ikke undgå kemi
Du kan fx støde på medier og forbrugerorganisationer, der giver dig guides til, hvordan du kan ”undgå du kemi i hverdagen“. Det giver absolut ingen mening, for alt er kemi. Andre arbejder på at forbyde ”hormonkemi”, hvilket er en voldsom forsimplet tilgang til en utroligt kompleks problemstilling. Gulerødder, rødkløver og sojabønner har fx hormonforstyrrende effekter, men det får os jo ikke til at forbyde grøntsager.
I diskussion om kemi glemmer mange forskellen på fare og risiko. Forskellen betyder kort fortalt, at selvom meget er “farligt”, så er det heldigvis ikke det samme som, at det udgør en “risiko”.
Diskussionen om stoffet bisphenol A er et godt eksempel på, når risiko og fare blandes sammen. Forbrugerorganisationer og politikere kræver fra tid til anden stoffet forbudt eller brugen begrænset. Det til trods for, at bisphenol A gang på gang og senest i januar 2014 er blevet frikendt af EFSA og løbende er blevet det af andre ekspertpaneler. ”Frikendelserne” sker netop fordi, at selvom stoffet er farligt i store mængder, så udgør det ikke en risiko i de mængder af stoffet, som vi bliver udsat for.
Samtidig hører vi jo så i øvrigt aldrig noget om de positive egenskaber ved de omdiskuterede kemikalier. Bisphenol A indgår fx i plasttypen polycarbonat, som vi bruger til bl.a. solpaneler, brilleglas, cykelhjelme, computerskærme og andre ting, vi som samfund vil have svært ved at undvære.
Medierne elsker når noget er farligt – og hader nuancer
Jeg anerkender, at vi som industri kan blive endnu bedre til at kommunikere om det store arbejde og de mange ressourcer, vi bruger på skabe sikre produkter – og om vores materialers mange fordele.
Det er bare en virkelig svær opgave. Det er nemlig langt mere interessant for medierne at skrive, at noget er farligt, end det er at lave historien om, at noget ikke udgør en risiko. Forbrugerstof, der advarer om kemifarer er ganske enkelt rigtig godt stof.
Artikler og nyhedsindslag af denne art fremstår som regel veldokumenterede, men de bliver ofte bragt med ukritisk reference til forskningsresultater af meget varierende kvalitet. Medierne har en klar interesse i at overdrive faren i en mere og mere intensiv kamp om overskrifter, der kan fange opmærksomheden.
Medierne sætter dagsordenen, og resultatet bliver ofte et stigende krav om politisk indgriben. Den amerikanske psykolog og nobelprismodtager Daniel Kahneman kalder denne selvforsynende kæde af hændelser for ”tilgængelighedskaskader”. Kahnemans begreb bygger på princippet om, at vores reaktioner på risici er styret af hvilke informationer, der er tilgængelige.
Også forskere oplever, at mediernes stigende interesse for historier om kemi og farlighed har skabt en debat, hvor det er følelserne, der styrer – og hvor videnskaben har trange kår. Professor i miljøtoksikologi Nina Cedergreen kan fx berette, at journalisterne ringer til en anden, hvis hun som forsker insisterer på at have nuancerne med.
Jeg mener, at vi som samfund har vi krav på en saglig og nuanceret debat om kemi på godt og ondt, hvor der er plads til nuancer og kompleksitet. Hverken industri eller forbrugere er i det lange løb tjent med, at debatten skævvrides af mediernes dækning med kontinuerlig strøm af bekymrende nyheder. Det kan i sidste ende føre til, at det er tilgængeligheden af informationer, der styrer de politiske prioriteter.
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at tage diskussionen med mig direkte i kommentarfeltet nedenfor.
Med venlig hilsen Helle