Ulfoss Plastic underskriver Operation Clean Sweep

Plastindustrien i Danmark har netop lanceret en national udgave af det internationale Operation Clean Sweep-initiativ. Her kan plastvirksomheder forpligte sig til at gøre en ekstraordinær indsats for at undgå, at plastråvarer fra deres produktion via afløb ender i havmiljøet.  Det første danske Operation Clean Sweep-certifikat er blevet overdraget til Holbæk-fabrikant Hans Ulrich, Ulfoss Plastic A/S. 

Del:

Plastaffald i havet er et miljøproblem, hvor størstedelen af problemet er et resultat af mangelfuld affaldshåndtering. Meget stammer f.eks. fra lossepladser. Herfra fører vind, floder og afløb det til verdenshavene.

Et reduceret spild af plastråvarer på virksomhederne kan dog også spille en rolle i løsningen af problemet. Plastråvarer kan som følge af spild og uheld havne i fabrikkernes afløb, hvorfra plasten via kloaksystemet og rensningsanlæggene kan havne i vandmiljøet. Derfor lancerer brancheforeningen Plastindustrien nu det internationale Operation Clean Sweep-initiativ i Danmark.

LÆS OGSÅ: Operation Clean Sweep – Undgå plastråvarer ender i havet

Initiativet indebærer, at de medvirkende virksomheder skal gennemgå en 5-trins plan for god husholdning og dermed sikre, at plastråvare ikke ender i virksomhedens afløb. Både ledelse og medarbejdere skal inddrages i processen.

Handlinger giver konkrete resultater

Ulfoss Plastic A/S, der ligger i Holbæk, har som den første danske virksomhed skrevet under:

– Problemet med plast i havet er komplekst, og det bliver ikke løst med Operation Clean Sweep alene. Men det er vigtigt for os som branche at sende et signal om, at vi tager problemet alvorligt, og at vi helt bogstaveligt fejer for egen dør. Det er derfor, at Ulfoss Plastic nu har meldt sig på banen som Operation Clean Sweep-partner, fortæller Hans Ulrich, fabrikant, Ulfoss Plastic.

LÆS OGSÅ: TV2 Øst omtaler Operation Clean Sweep

– Det forpligter, at vi har underskrevet Operation Clean Sweep. Vi skal nu hjem i virksomheden og gennemgå vores produktion minutiøst. Er der noget, som vi kan ændre på, så vi yderligere minimerer risikoen for at små plaststykker ender i afløbene? Det er en opgave, hvor vi kommer til at involvere flere af virksomhedens medarbejdere, fortæller fabrikant Hans Ulrich, der efter en årrække netop er trådt tilbage som formand for Plastindustrien.

Operation Clean Sweep er en fordel for virksomheden

Med underskrivelsen modtager Ulfoss Plastic et certifikat, der er det officielle bevis på, at virksomheden nu er Operation Clean Sweep-partner. Certifikatet bliver lagt på Plastindustriens hjemmeside og kan også frit bruges af virksomheden.

Miljøkonsulent i Plastindustrien Jakob Clemen er ansvarlig for projektet, der skal udbredes til så stort en del af branchen som muligt. Han fortæller, at virksomhederne har fordel af at gå med i initiativet:

– Med det her initiativ giver vi virksomhederne en mulighed for at sende et markant signal om engagement i arbejdet for at undgå plast i havet. Det er ikke alene godt for miljøet. Det sikrer også plastvirksomhedernes en grønnere profil, der kan være en fordel i deres markedsføring.