Carmo A/S i Espergærde havde for nylig besøg af en række konservative profiler bl.a. partiets formand Søren Pape Poulsen og Helsingør Kommunes borgmester Benedikte Kiær. Behovet for mere faglært arbejdskraft var et af de temaer, der stod højt på agendaen.
Hele tre konservative profiler besøgte for nylig sprøjtestøbevirksomheden Carmo A/S, som beskæftiger omkring 80 medarbejdere i Espergærde.
Partiformand Søren Pape Poulsen, folketingsmedlem Birgitte Bergman og Helsingør Kommunes borgmester Benedikte Kiær fik alle en rundvisning på virksomheden af CEO Claus Ishøy.
Et af besøgets omdrejningspunkter var manglen på faglært arbejdskraft, hvilket er en stor udfordring for Carmo A/S.
– I plastbranchen er det særligt plastmagere, der bliver uddannet alt for få af. Historisk uddanner Danmark nogle af verdens bedste plastmagere. Det er en uddannelse med tæt på jobgaranti og en kompetence, der kun svært kan findes i udlandet. Vi håber, at vores gæster vil arbejde for at forbedre disse forhold for plastbranchen.
Den bold var den politiske leder af de konservative Søren Pape Poulsen hurtig til at gribe ifølge Helsingør Dagblad:
– Måske skulle man se på at inddrage erhvervsråd og virksomheder i at komme ud på skolerne og fortælle de unge mennesker om de mange muligheder. Udfordringerne er jo også, at man kan blive så meget. Der er efterhånden ikke et levende menneske, som har styr på alle uddannelsesretninger.
LÆS MERE: K-formand vil skaffe flere faglærte ved at gentænke folkeskolen (eksternt link)
Søren Pape Poulsen argumenterede også for, at der på kort sigt også skal åbnes for udenlandsk arbejdskraft for at imødekomme virksomhedens aktuelle behov.
Et ønske om en lokal plastmageruddannelse
Den lokale borgmester Benedikte Kiær supplerede med et konkret ønske om, at der kommer endnu flere uddannelser til Helsingør Kommune.
Ifølge Helsingør Dagblad er det borgmesterens drømmescenarie at få en plastmageruddannelse til Helsingør, da der er mange store virksomheder i området, som arbejder med plast.
Plastindustriens uddannelseskonsulent, Jo Dietrich, ser positivt på ønsket om, at plastuddannelsesmulighederne på Sjælland bliver forbedret, og der er allerede en proces i gang:
– Vi er i fuld gang i det faglige udvalg for plastmageruddannelsen med at afsøge muligheder for at etablere samarbejde med en centralt beliggende erhvervsskole på Sjælland. Jeg håber, at vi i løbet af næste år kan melde noget konkret ud.
LÆS OGSÅ: Reportage fra politikerbesøget hos Carmo A/S (eksternt link)