Se eller gense webinaret ‘Genanvendt plast i praksis’, hvor vi stiller skarpt på tre perspektiver på genanvendt plast: Hvor er markedet? Hvordan karakteriseres og kvalitetssikres materialerne? Og hvordan opfører plasten sig i produktionen?
Interessen for at fremstille produkter i genanvendt plast har aldrig været større end nu – men at producere med genanvendt plast er ikke helt det samme som at bruge ny-vare. Hvilken betydning har det i praksis?
Det kan du blive klogere på i dette webinar – ‘Genanvendt plast i praksis’ – hvor de tre oplægsholdere bidrager med hvert sit perspektiv på emnet.
Tre perspektiver på genanvendt plast
- Ole Tietze, Sales & Technical Support Manager, fortæller om arbejdet med at standardisere genanvendt råvare i virksomheden Rondo Plast, en del af Polykemi. Ole har både erfaring med virgin og genanvendt plast og vil give sit bud på, hvordan de to markeder bevæger sig i forhold til hinanden.
- Mogens Hinge, Lektor ved Aarhus Universitet, fortæller om karakterisering af plastmaterialerne, hvilket kræver en grad af polymerkemisk indsigt. Mogens’ team har arbejdet indgående med forskellige kombinationer af kemiske og fysiske analyser af plast, som blandt andet bestemmer temperatureffekter og flydeegenskaber og giver indblik i de genanvendte materialers egenskaber. På dagen demonstrerer og forklarer Mogens blandt andet spektroskopi som værktøj til karakterisering og kvalitetskontrol.
- Mette Høilund er faglærer på AMU Syd, hvor hun har undervist 100-vis af plastmagere. Hun vil runde webinaret af med praktiske betragtninger om produktion i genanvendt plast samt nogle af de fejl og variationer, der kan opstå. Mette vil berøre nogle af de udfordringer, som produktionen med genanvendt plast giver og komme ind på, hvordan nogle problemer forebygges med modtagekontrol af råvaren, mens andre kræver anderledes tilrettelæggelse af processerne.