Seks unge forfølger drøm på plastmager EUX-uddannelsen

Nye EUX elever
Hjemmeundervisning har gjort opstarten anderledes for de seks nye plastmagerelever, som begyndte på EUX-grundforløbet på Den jydske Haandværkerskole i januar.

I januar 2021 startede seks nye elever på plastmageruddannelsens EUX-grundforløb. Mød en af dem her og bliv klogere på, hvordan plastmager-EUX er med til at sikre fremtidens ingeniører med en faglig baggrund.

Del:

Seks nye EUX-plastmagerelever havde for nylig første dag på grundforløbet på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten. De kunne hver især glæde sig over at have sikret sig en underskrevet praktikaftale med LEGO fra uddannelsens opstart.

Mia Vendelbo Andersen er blandt de nye EUX-plastmagerelever, og hun fortæller:

– LEGO holdte en introdag, hvor man kunne komme og se forskellige former for jobs, og der blev jeg bare virkelig betaget af plastmagerfaget. Uddannelsen betyder, at jeg har en fremtid, hvor jeg er sikret job, løn og gode arbejdstider.

Plastmager-EUX åbner døre

Det var også vigtigt for Mia Vendelbo Andersen, at EUX-uddannelsen åbner op for muligheden for at videreuddanne sig.

– Jeg har valgt plastmageruddannelsen som en EUX, fordi den åbner mange døre. Hvis jeg nu vil videreuddanne mig som ingeniør, så kan jeg for eksempel specialisere mig inden for plast.

I LEGO satser man nemlig på, at alle fremtidige beslutningstagere har en faglig baggrund, siger Klaus Alexander Eskelund, Apprentice Academy Manager i LEGO:

– EUX-plastmageren ser vi som en vigtig byggesten i at kunne levere på vores strategi om, at 30 % skal fortsætte en videregående uddannelse efter deres afsluttende eksamen/svendeprøve. Vi tror på, at en EUX-plastmager vil understøtte vores rejse mod en grønnere omstilling, hvor kompleksiteten stiger og nye udfordringer skal løses.

Vær med til at sikre ingenører med faglig baggrund

Ifølge Jo Dietrich, uddannelseskonsulent i Plastindustrien, er det vigtigt for plastbranchen at sikre, at vi kan få ingeniører med faglig baggrund:

– EUX-plastmageruddannelsen giver en mere overordnet forståelse for produktionsprocessen i virksomhederne end EUD’en, samtidig med at man får en grundlæggende forståelse for plast, som en STX eller HTX-baggrund ikke giver.

Kontakt derfor gerne Jo Dietrich, uddannelseskonsulent i Plastindustrien, hvis jeres virksomhed vil høre mere.

DOWNLOAD: Flyer til virksomheder om plastmager-EUX