Plastmageruddannelsen – er der brug for en grønnere profil?

Projektgruppens deltagere - fra venstre: Troels N. Pedersen, DjH, Jan Bisgaard og Rene N. Bloch, Nationalt Center for Erhvervspædagogik, Jo Dietrich, Plastindustrien, Kasper Greendahl, Henning Grøn Thorsen og Mette S. Høilund, AMU Syd og Erik Dræby Kristiansen DjH.

Plastindustrien har taget initiativ til ’Grønne Kompetencer’ – et nyt projekt i samarbejde med bl.a. AMU Syd og Den jydske Haandværkerskole. Formålet er at sikre viden inden for bæredygtighed og genanvendelse samt at give anbefalinger til en grønnere profil af plastmageruddannelsen, herunder også den ny EUX-plastmager.

Del:

Plastindustrien har i samarbejde med Industriens Uddannelser, samt de to plastafdelinger på AMU Syd i Ribe og på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten, igangsat projektet ’Grønne Kompetencer’.

Formålet er dels at undersøge behovet for nye kompetencer inden for grøn omstilling og give anbefalinger til en grønnere profil af plastmageruddannelsen, herunder også især på den nye EUX-plastmageruddannelse:

–  Jeg tror på, at en stærkere grøn profil kan være en vej til bl.a. at øge stoltheden i plastmageruddannelsen, og det er mit håb at projektet kan bidrage til at plastmageruddannelsen kan tiltrække andre og flere ansøgere, som kan udvikle branchen i en grøn retning, forklarer Jo Dietrich, uddannelseskonsulent i Plastindustrien.

Grønne Kompetencer: et bredt samarbejde

Foruden parterne bag plastmageruddannelsen i Industriens Uddannelser, bidrager Nationalt Center for Erhvervspædagogik/Københavns Professionshøjskole med bred erfaring med udviklingsprojekter på erhvervsskoleområdet og samspil mellem skoler og virksomheder.

Samtidig skal plastvirksomheder inddrages løbende og dele viden om grøn omstilling. Det vil gøre undervisningen virkelighedsnær og i tråd med, hvad der foregår i rundt omkring i virksomhederne.

Jo Dietrich, uddannelseskonsulent i Plastindustrien fortæller:

– Vi skal sikre, at vi som land går forrest og uddanner medarbejdere med højt videns- og kompetenceniveau, som bidrager til at finde nye og bæredygtige løsninger i virksomhederne. For mig at se handler det om at udvide uddannelsens faglige indhold og samtidig skabe et mindset hos den enkelte om bæredygtig grøn omstilling.

Deltag i næste møde

Grønne Kompetencer har allerede afholdt det første kick-off møde i december 2020.

Næste aktivitet i projektet er kompetenceudviklings-workshop for skolernes lærere den 28. januar, hvor Plastix, Aage Vestergaard Larsen og Plastindustriens miljøkonsulent Ander K. Knudsen bidrager med viden og cases om grøn omstilling.

Følgende virksomheder bidrager med viden om grøn omstilling:

  • Plastix
  • Aage Vestergaard Larsen
  • Letbek
  • AVK Plast

Der er plads til flere deltagere, så hvis du ønsker at høre mere om projektet eller bidrage med viden, besøg med lærere og/eller en håndfuld elever fra plastmageruddannelsen, så kontakt uddannelseskonsulent Jo Dietrich på 2489 3247 / jd@plast.dk.

Se uddannelseskonsulent Jo Dietrich fortælle om projektet (07:27):