BASF og Security Matters samarbejder om at udvikle cirkulær plastøkonomi

Security Matters, Ltd og BASF har indgået et samarbejde om at udvikle nye løsninger til sporbarhed af plast. Løsningerne skal bidrage til en mere bæredygtig og ressourcestærk fremtid, hvor cirkulær økonomi og øget plastgenanvendelse er i højsædet.

Del:

Security Matters, Ltd og BASF har indgået en aftale om at udvikle løsninger til sporbarhed og cirkularitet af plast.

Hvis plast anvendes korrekt, bidrager det til en mere bæredygtig og ressourcestærk fremtid. Men for at kunne bevæge samfundet mod mere cirkulær økonomi, er der brug for, at mere plastaffald bliver genanvendt.

Selvom kemisk genanvendelse af plast er i hastig udvikling, så er den typiske genanvendelsesmetode stadig mekanisk. Som det er nu, så mister genanvendt plast sine mekaniske egenskaber og kvalitet sammenlignet med ny plast på grund af polymernedbrydning og overskydende restmateriale.

Infrastrukturen for genanvendelse er desuden dyr og kompliceret, og så findes den ganske simpelt ikke i store dele af verden. Gennem samarbejdet sigter Security Matters og BASF mod at finde en løsning på denne udfordring.

Security Matters vil via sin teknologi muliggøre fysisk og digital sporing af genanvendelse i lukkede kredsløb, validere bæredygtighedskrav og forbedre sorteringen af plastaffald.

BASF bidrager med omfattende erfaring inden for plastadditiver, regulatorisk knowhow og forståelse af plastens værdikæde. Begge virksomheder vil også kombinere deres forsknings- og udviklingsfunktioner som en del af aftalen.

Track & Trace skal bidrage til øget plastgenanvendelse

Security Matters står for en track-and-trace-løsning, der markerer fysiske genstande med en unik kemisk-baseret stregkode og forbinder dem til en digital tvilling.

Stregkoden kan tåle fremstillings- og genanvendelsesprocesser uden at ændre objektets udseende eller ydeevne. Ved hjælp af unik teknologi fanger stregkoden en lang række oplysninger, der er indlejret i plasten, og kan bruges til at fuldende plastens cyklus.

– For at tackle den globale udfordring er vi nødt til at gentænke plastløsninger med fokus på hele deres livscyklus. Det er afgørende, at vi bevæger os mod en cirkulær tilgang, der giver os mulighed for at udvinde og genanvende plast så effektivt som muligt, siger Achim Sties, som er Senior Vice President, Performance Chemicals Europe, BASF og fortsætter:

– Vi udvikler i fællesskab denne skelsættende teknologi, der kan opfange information om polymeren og om, hvordan plasten bevæger sig gennem hele produktions- og distributionsprocessen. Vi vil være i stand til at udvikle en passende additiv-pakke til vores kunder og andre aktører i værdikæden, der bruger genanvendt materiale til at udnytte ressourcerne i højere grad og øge ressourceproduktiviteten.

Hos Security Matters er man også meget tilfreds med samarbejdet, og håber at det kan være med til at fremme en bæredygtig og cirkulær plastøkonomi:

– Vi er stolte af at samarbejde med BASF, der er global leder inden for plastadditiver. Dette samarbejde er det første skridt mod at vise, hvordan vores teknologi kan bruges i en cirkulær tilgang. Ved at opnå gennemsigtighed om et produkts livscyklus kan vi skabe et fuldstændig teknologidrevet økosystem, der fremmer cirkularitet og bæredygtighed for plast. Sammen kan vi fremskynde plastindustriens udvikling mod at blive mere innovativ, modstandsdygtig og produktiv, siger Haggai Alon, der er grundlægger og administrerende direktør hos Security Matters, Ltd.