Plus Pack tilslutter sig Operation Clean Sweep

Plus Pack A/S
Søskendeparret Camilla Haustrup Hermansen og Anders Top Haustrup overtog ledelsen i Plus Pack A/S fra faderen, Steen Haustrup. Her fik Anders posten som adm. direktør, mens Camilla blev direktør for forretningsudvikling og marketing samt medlem af bestyrelsen. Foto: Rico Feldfoss.

Emballagevirksomheden Plus Pack har netop sluttet sig til Operation Clean Sweep, og bakker dermed op om at stoppe spild af plastgranulat til miljøet. Virksomheden sender med sin deltagelse et vigtigt signal til værdikæden om, at spild af plast er en vigtig dagsorden, som alle har et ansvar for at forebygge.

Del:

Emballagevirksomheden Plus Pack i Odense har med sin tilslutning til miljøprogrammet Operation Clean Sweep (OCS) føjet yderligere et skridt til sin rejse i retning mod en bæredygtig plastproduktion.

Tilslutningen til OCS er et vigtigt signal for en virksomhed, der arbejder aktivt med FN’s Verdensmål og tager sin miljøpåvirkning seriøst, understreger Camilla Haustrup Hermansen, direktør og medejer af Plus Pack.

Hun udtaler:

– Selvom vi ikke direkte håndterer plastgranulat i den daglige drift, så har vi styr på vores produktion, hvad angår miljøet. Vi har generelt et stort fokus på at holde god orden i produktionen og håndterer de forskellige typer af scrap i adskilte processer, så plasten kan indgå i lukkede kredsløb med vores leverandører, som vi har et tæt samarbejde med.

Plus Pack ekstruderer ikke selv folie og håndterer dermed ikke plastgranulat i produktionen. Men det er vigtigt at understrege, at virksomheder også kan deltage ved at forpligte sig til at udbrede budskabet om mindre spild af plast til samarbejdspartnere; fra leverandører af råvarer til aftagere af produkter.

Virksomheder kan for eksempel stille krav til leverandører om, at de skal have styr på deres håndtering af råvarer. Og kræve dokumentation herfor – eventuelt via et OCS diplom eller andre tiltag, der dokumenterer orden i produktionen.

Hos Plus Pack har de fokus på en række tiltag, der supplerer deres egne indsatser.

Camilla Haustrup Hermansen forklarer:

– Vi ønsker at fremstå som en seriøs forretningspartner og sikre ansvarlig forbrug og produktion, som ligger i verdensmål 12. Derfor lægger vi vægt på at inspirere og engagere andre til at tage et stadigt større ansvar for at minimere spild og sikre at plasten håndteres ansvarligt i hele værdikæden.

Anders K. Knudsen, miljøkonsulent hos Plastindustrien og ansvarlig for Operation Clean Sweep, er begejstret over Plus Packs tilmelding og udtaler:

– Operation Clean Sweep er ikke kun for virksomheder, der håndterer plastgranulat i deres produktion. Programmet er relevant for alle led i plastindustriens værdikæde, hvor virksomheder uden plastproduktion på egen grund kan anmode leverandører og andre samarbejdspartnere om, at spild af granulat skal undgås.

Siden introduktionen af Operation Clean Sweep er der blevet udviklet en del redskaber og hjælpeværktøjer til at guide virksomhederne, og det dækker efterhånden hele værdikæden.

Anders K. Knudsen uddyber:

– Der er mange eksempler på redskaber i Operation Clean Sweep-værktøjskassen, og henvendelser til leverandører og transportører er blot nogle af de ting, vi kan hjælpe virksomhederne med. Der skal derfor lyde en klar opfordring til alle medlemsvirksomheder om at tilslutte sig Operation Clean Sweep – også selv om man ikke direkte håndterer granulat i sin virksomhed.

Hent Operation Clean Sweep flyeren her: OCS-Flyer