Quantafuel markerede ny produktionshal med et rejsegilde

Quantafuel vil genanvende plastaffald til syntetiske produkter, som vil kunne bruges i forskellige industrier. Virksomhedens nye produktionshal skal være klar til produktion til sommer og de foreløbige fremskridt blev fejret ved et rejsegilde den 21. januar.

Del:

Hos den norske virksomhed Quantafuel har man udviklet en teknologi, som løser en del af udfordringen med, at alt for meget plast i dag bliver energiudnyttet i stedet for at blive genanvendt.

Virksomheden vil genanvende plast til syntetiske produkter, som vil kunne bruger i forskellige industrier, og der var derfor god grund til fejring, da Quantauel sammen med entreprenørvirksomheden Ginnerup A/S holdt rejsegilde den 21. januar i Skive.

For de mange inviterede bød arrangementet både på inspirerende taler og den traditionelle hotdog. Gæsterne fyldte kun en smule i den nyopførte produktionshal hos Quantafuel som udgør mere end 2000m2 og er 11 meter høj. Der var i dagens anledning sat et telt op inde i fabrikshallen.

Teltet stod side om side med de 4 store pyrolyseovne, som hver måler 18 meter i længden og skal ændre affaldsplastikken til gasform. Hver pyrolyseovn er kun en af de mange hovedkomponenter, som udgør den samlede fabrik.

I løbet af februar 2019 vil destillationstårnet, som måler 22 meter i højen, blive leveret direkte fra Schweiz.

Enorm opmærksomhed fra hele verden

Fra talerstolen beskrev Kjetil Bøhm, CEO hos Quantafuel, hvordan de oplever en enorm opmærksomhed fra hele verden. Han forventer, at fabrikken i GreenLab Skive bliver Quantafuels kommercielle showcase.

Kjetil Bøhm fortalte også, hvordan de allerede nu har planer om at tredoble kapaciteten i Skive, da de her har både viden, kompetente medarbejdere, opbakning og politisk velvilje samt adgang til store mængder plastaffald.

I det specialdesignede produktionsanlæg kan man genanvende plastaffald til en række high quality, low carbon produkter, der blandt andet kan anvendes som brændstof i transportsektoren.

– Vi kommer blandt andet til at producere syntetisk brændstof, som vi forventer vil kunne bidrage til en mere grøn transportsektor. Vores råmateriale er affaldsplast, som ellers ville være gået til forbrænding eller deponi, og i den optik mener jeg, at vi er med til at optimere samfundets ressourceforbrug,  fortalte Rasmus Kærsgaard, Plant director for Quantafuel Skive.

Produktionsanlægget vil modtage 60 ton plastaffald om dagen som genanvendes til 15-16 millioner liter brændstof om året. Dette sker samtidig med, at miljøpåvirkningen i form af udledning af CO2 fra produktionen vil være 90% mindre sammenlignet med traditionel brændstofproduktion.

På samme måde udleder det rene syntetiske brændstof mindre NOX, SOX og partikler gennem udstødningen, end almindeligt brændstof ville gøre.

Quantafuel oplyser, at virksomheden forventer at starte produktionen op i juni.

LÆS MERE: Plastik kan snart omdannes til brændstof i ny Skive-virksomhed