Pack Tech genanvender plast fra verdenshavene til ny emballage

Plastaffald i havet er en stor miljømæssig udfordring, og det har fået den danske emballagevirksomhed Pack Tech A/S til at omlægge store dele af produktionen af plastemballage til OWP – Ocean Waste Plastic: Plast, der er indsamlet fra verdenshavene.

Del:

Mængden af plast i havet er desværre stigende, og derfor har Pack Tech valgt at engagere sig i kampen for at løse problemet.

– På rejser rundt i verden har jeg set strande, der allerede i dag flyder med plast. Hvor slemt kommer det ikke til at blive i frem tiden, når mine børn vokser op? Som ejer af en virksomhed, der producerer i plast og agerer på et globalt marked, véd jeg, at jeg har et ansvar, og jeg har i mange år ønsket at gøre noget ved det, siger Christian L. Jensen, CEO i Pack Tech.

Virksomheden er leverandør af plastemballage til nogle af verdens største skønhedsbrands, og idéen om at gøre genanvendt plast fra havene til Pack Techs kerneforretning startede allerede i 2014.

Dog viste processen sig at være meget mere kompliceret og ressourcekrævende end først antaget. Men Pack Techs vision havde rygtedes. Pludselig viste de rigtige investorer sig, og med dem muligheden for at finde partnere på globalt plan, som kunne hjælpe med at gøre drømmen om at genanvende plastikaffald fra havene til virkelighed.

Pack Tech kan nu præsentere en produktion, hvor plasten først indsamles fra have, floder, strande og omkringliggende områder, og herefter sorteres efter plasttype og farve, renses, smeltes og laves til plastgranulat – og i sidste ende bliver til nye emballager.

Målet er at fjerne 800 tons plast fra havet i år 2019

Pack Techs Ocean Waste Plastic har ligeså høj kvalitet som nyproduceret plast og lever op til alle relevante certificeringer. Herudover kan OWP genanvendes, hvilket er med til at sikre, at plasten, som er blevet fjernet fra havet, aldrig ender der igen.

– Med OWP håber vi at skabe en revolution ikke bare inden for vores egen branche, men for hele den måde vi generelt tænker  plastaffald og genanvendelse i dag. Vi oplever en massiv interesse for vores OWP. Det er dejligt, at der er et globalt ønske i branchen om at redde vores verdenshave fra plastforurening, og med OWP kan Pack Tech nu præsentere en måde at gøre det på, som tilmed er miljøvenlig. Det gør mig utrolig glad og stolt, fortæller Christian L. Jensen.

En enkelt cremebeholder til fx ansigtscreme produceret i 40% OWP fjerner ca. 10 plastikposer fra havet, og med en produktion på flere millioner produkter om året vil Pack Tech i alt fjerne ca. 800 tons plast fra havene i 2019.

Som en ekstra gevinst udleder produktionen af OWP >50% mindre CO2 end produktion af ny plast og belaster derfor miljøet betydeligt mindre.