Alle husholdninger bør have mulighed for at kildesortere plast til genanvendelse. Og det skal ikke blandes med glas og metal. Det skriver Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, i et debatindlæg i magasinet Kommunen.
Nedenstående er bragt som debatindlæg i magasinet Kommunen – august 2018:
Midt i sommervarmen udtrykker både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre sig nu positivt i forhold til, at ville stille krav til kommunerne om at indføre en mere ensartet affaldssortering af plast.
Som situationen er i dag, så er der desværre alt for mange forskellige måder at sortere plastaffaldet fra husholdningerne på, hvilket gør det svært at øge kvaliteten i plastgenanvendelsen. Det er ikke godt, lige meget om det er set fra et miljømæssigt eller et økonomisk perspektiv.
Det er med andre ord glædeligt, at der nu efterhånden er et bredt politisk flertal til fordel for nogle mere ensartede regler på tværs af kommunegrænserne.
Anbefalinger klar
Erfaringer viser, at det især er genanvendelsen af plastemballage fra husholdningerne, som i dag halter i en dansk kontekst.
Derfor var vi i Plastindustrien sidste år initiativtager til at etablere ’Forum for cirkulær plastemballage’, der har til formål at fremme udviklingen af den cirkulære økonomi, hvor vi producerer emballager, der kan genbruges og genanvendes igen og igen.
I forummet deltog både emballageproducenter, politikere, fødevareproducenter, NGO’er, detailkæder, kommuner, forskere, genanvendelsesvirksomheder og konsulenter, så arbejdet med at pege på nye løsninger og fremgangsmåder er utroligt bredt funderet.
Kort fortalt er det vores anbefaling, at alle kommuner som udgangspunkt skal tilbyde alle husholdninger muligheden for at kildesortere i plast – i øvrigt uden, at der iblandes glas og metal. Dernæst bør alle sorteringsanlæg kunne håndtere plasttyperne PP, PET og PE. Dette vil gøre det muligt at øge kvaliteten i genanvendelsen af plastemballage betydeligt.
Som ansvarlig industri skal vi naturligvis også understøtte udviklingen, og derfor har vi også udviklet en designmanual, der populært sagt går ud på, at producenterne fremover bør fremstille emballage i tre forskellige plasttyper (PP, PET og PE). De tre plasttyper svarer i øvrigt til 75 % af den samlede plastmængde i husholdningsaffaldet, der bliver indsamlet i Københavns Kommune.
Plasthandlingsplan på vej
Efter sommerferien går de længe ventede forhandlinger om den danske plasthandlingsplan i gang. Det er mit klare håb, at der ved den lejlighed bliver gjort op med den praksis, hvor hver enkelt kommune selv kan bestemme, hvad der skal frasorteres, genanvendes og energiudnyttes.
I industrien er vi klar til at tage vores del af ansvaret for, at gøre plastemballagen nemmere at genanvende, men det kræver også en politisk ensretning af sorteringsmetoderne, hvis vi for alvor skal øge mængden af genanvendt plast fra de danske husholdninger.