Plastindustrien roser ny aftale om styrket praksisfaglighed i folkeskolen

Et bredt flertal i Folketinget har netop indgået en aftale om en styrket praksisfaglighed i folkeskolen. Plastindustriens uddannelseskonsulent Jo Dietrich roser aftalen, og hun håber, at det vil få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Del:

Eleverne i de ældste klasser i folkeskolen skal fremover have flere praktiske eller musiske fag på skoleskemaet.

Det er det overordnede resultatet af en ny politisk aftale mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og resten af folkeskoleforligskredsen (Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), som skal styrke praksisfaglighed i folkeskolen.

Jo Dietrich, uddannelseskonsulent i Plastindustrien, giver aftalen pæne ord med på vejen:

– Aftalen er et positivt skridt i retning af at ligestille praktisk erfaring og færdigheder med akademiske kompetencer i den danske folkeskole. Et kærkommet tiltag for mange af vores virksomheder, som mangler kloge hænder og hoveder, og som derfor gerne ser, at flere unge til at vælger en erhvervsuddannelse (EUD), som der gøres brug af i plastbranchen som f.eks. plastmageren, værktøjsmageren, industriteknikeren og vindmølleoperatøren.

Aftalen indeholder fem initiativer, som til sammen skal sikre, at alle elever får mulighed for at arbejde med deres praksisfaglige kompetencer i alle de år, de går i folkeskole:

  1. Obligatorisk praktisk/musisk valgfag i 7. og 8. klasse
  2. Prøve i praktisk/musisk valgfag i 8. klasse
  3. Styrket praksisfaglighed i den obligatoriske projektopgave i 9. klasse
  4. Ret til erhvervspraktik i 8. og 9. klasse
  5. Udviklingsprojekt Praksisfaglighed i skolen

For virksomheder i Plastindustrien er særligt to punkter væsentlige:

For det første betyder den styrkede praksisfaglighed i projektopgaven i 9. klasse, at elever med interesse for plast- og industriproduktion, kan gennemføre den obligatoriske projektopgave ud fra en praksisnær og ikke kun akademisk vinkel.

For det andet giver den nye aftale ret til erhvervspraktik, og det er muligt for elever at komme i erhvervspraktik i en plastvirksomhed som en del af undervisningen i 7.-9. klasse. I de seneste årtier har erhvervspraktik i højere grad været undtagelsen, end reglen.

Aftalen betyder også at erhvervsskolerne kan facilitere undervisning i regi af folkeskolen, hvilket i højere grad inkluderer erhvervsuddannelser på paletten over ungdomsuddannelser.

Vi opfordrer derfor til at åbne dørene for den lokale folkeskole og erhvervsskole og byde ind med cases og besøg i virksomheden. Kontakt derfor gerne Plastindustriens uddannelseskonsulent Jo Dietrich, hvis I har brug for hjælp til at komme i gang: jd@plast.dk el. 24893247.