Forlænget frist: Plastvirksomheder kan stadigvæk indsende erklæringer om øget genanvendelse

EU-Kommissionen efterlyser handling fra europæiske plastvirksomheder, så mængden af genanvendt plast kan stige betragteligt frem til 2020. Derfor indsamler Plastindustrien nu de såkaldte ’pledges’ fra medlemsvirksomhederne, og fristen er netop blevet forlænget til den 7. september.

Del:

Et centralt element i EU’s nye plaststrategi er, at EU-Kommissionen vil have de europæiske plastvirksomheder til at yde en ekstra indsats i forhold til at øge plastgenanvendelsen.

EU-Kommissionen ønsker, at virksomheder melder ind med såkaldte ”pledges” for, hvordan de bidrager til mere genanvendelsen. Såfremt EU-Kommissionen ikke er tilfreds med mængden eller kvaliteten af de løfter, som virksomhederne kommer med, så kan forskellige lovindgreb komme på tale.

Derfor opfordrer brancheorganisationen Plastindustrien alle medlemsvirksomheder til at byde ind, hvis det ikke allerede er sket.

Det fortæller adm. direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup:

– Mange af vores medlemsvirksomheder er heldigvis allerede godt i gang med at arbejde med øget genanvendelse, men EU har sendt et klart signal om, at vi som industri skal blive endnu bedre. Vi ønsker, at udviklingen mod mere genanvendelse af plast primært skal være markedsdrevet. Derfor er det også vigtigt, at vores medlemmer nu kommer på banen med en ekstra frivillig indsats.

Sådan kan man som virksomhed bidrage

Man kan som virksomhed bidrage til initiativet på tre forskellige måder:

  • Plast pledge’: Hvor mange ton genanvendt plast? Opgøre hvor mange ekstra ton genanvendt plast man vil brug i sin produktion frem mod 2025 – eller sagt på en anden måde: Hvor meget ”jomfruelig” plast vil virksomheden skifte ud med genanvendt plast.
  • ’Complementary pledge’: Hvordan gøres plasten mere genanvendelig? Beskrive, hvordan man vil styrke genanvendeligheden af plast i produktionen, f.eks. bruge færre forskellige typer af plast i ét produkt, undgå kombination med andre materialer mv.
  • En god plasthistorie: Stille sig til rådighed med konkrete eksempler på genanvendelse af plast. Plastindustrien vil bruge de konkrete eksempler i vores kommunikation samt videreformidle dem til Miljø- og Fødevareministeriet til brug for arbejdet med den nationale plasthandlingsplan.

Alle Plastindustriens medlemmer har modtaget et informationsbrev om ovenstående inkl. et indberetningsskema, men der vil nu blive sendt en reminder ud til de virksomheder, som endnu ikke har meldt tilbage.

Deadline for indsendelse af skemaet er den 7. september, og det skal sendes udfyldt til lff@plast.dk.

Såfremt der er nogle spørgsmål eller kommentarer, så tøv ikke med at kontakte Plastindustriens miljøpolitiske chef Christina Busk: cb@plast.dk | 2949 4564.

Plastindustriens indsats foregår koordineret med Dansk Industri og en række europæiske organisationer.