Konservative inviterer erhvervsfolk til konference om cirkulær økonomi

Den 18. april inviterer Det Konservative Folkeparti til en konference på Christiansborg om cirkulær økonomi, hvor et af programpunkterne omhandler den kommende nationale plasthandlingsplan. Arrangementet er målrettet erhvervsledere.

Del:

Det Konservative Folkeparti har i dette forår taget initiativ til en række erhvervskonferencer, da dansk erhvervsliv ifølge partiet er fundamentet for et rigere og friere Danmark. Formålet med tiltaget er at sætte fokus på, hvordan konservativ politik kan forbedre forholdene for virksomheder gennem dialog og indsigt fra det danske erhvervsliv.

En af konferencerne ‘Cirkulær økonomi og en bæredygtig fremtid’ er særligt relevant for erhvervsledere i plastbranchen, da bl.a. partiets gruppeformand Mette Abildgaard i sit indlæg vil omtale den kommende danske plasthandlingsplan.

Det er gratis at deltage i konferencen, der foregår om formiddagen den 18. april på Christiansborg.

Tilmelding sker via dette link.

Program og praktiske detaljer:

Dato: 18. april, kl. 8.00-10.30
Sted: Fællessalen, Christiansborg, 1240 København K

Kl. 8.00
Søren Pape Poulsen, partiformand og justitsminister
Vær med, når partiformand Søren Pape Poulsen fortæller, hvordan konservativ politik kan og skal forbedre forholdene for virksomheder. Konferencen vil handle om at tiltrække talent og investeringer, kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, cirkulær økonomi, digitalisering, hvordan man politisk kan luge ud i bureaukratiske regler og gøde jorden for flere vækstvirksomheder.

Kl. 8.15
Brian Mikkelsen, erhvervsminister
Hør Brian Mikkelsen fortælle, om hvordan Det Konservative Folkeparti ønsker at skabe rammebetingelser, der understøtter, at danske virksomheder, forbrugere og offentlige institutioner kan realisere de potentielle økonomiske og miljømæssige gevinster ved cirkulær økonomi. Cirkulær økonomi rummer potentiale for at forbedre danske virksomheders konkurrenceevne. Potentialet består i, at virksomhederne kan reducere deres omkostninger ved at udnytte produktionskapaciteten bedre, bruge færre materialer i både design og produktion, samt øge genanvendelsen og mindske affaldsmængden.

Kl. 8.40
Connie Hedegaard, formand for Concito og KR Foundation, fhv. EU-kommissær
Hør Connie Hedegaard fortælle om, hvilke muligheder det globale fokus på bæredygtighed giver dansk erhvervsliv, og hvordan vi i Danmark bliver endnu bedre til at udnytte dem. Herunder vil Connie Hedegaard komme ind på, hvordan vi styrker de økonomiske incitamenter til at sætte turbo på omstillingen, og om samfundet og virksomhederne innovationsmæssigt er gearet til den store forandring.

Kl. 9.05
Kaffe og networking

Kl. 9.25
Mette Abildgaard, gruppeformand, Det Konservative Folkeparti
Mette Abildgaard taler om regeringens kommende nationale handlingsplan mod plastikforurening, herunder om, hvordan cirkulær økonomi er en del af løsningen for fremtidens ressourceudfordringer. Plastik hører ikke hjemme i vores natur, men både plastikaffald i havene og mikroplast i vores miljø er blevet et stigende problem i Danmark og globalt. Plastikforurening kræver derfor en globalt funderet national indsats, og behovet for smarte løsninger giver danske virksomheder muligheden for igen at gå forrest med ny miljøteknologi, der meget vel kan medføre et nyt dansk eksporteventyr, flere arbejdspladser og større omsætning for dansk erhvervsliv.

Kl. 9.40
Flemming Besenbacher, professor og formand for Carlsberg Foundation
Med udgangspunkt i anbefalingerne fra Advisory Board for Cirkulær Økonomi, vil formand Flemming Besenbacher på konferencen tale om de gyldne muligheder for dansk erhvervsliv, som en succesfuld omstilling fra lineær til cirkulær økonomi kan skabe. Flemming Besenbacher vil bl.a. argumentere, at en grøn forretningsverden er intet mindre end nødvendig for at sikre en fremtidig bæredygtig klode, men samtidig vil en omstilling kunne bidrage til at øge virksomhedens bundlinje og ikke mindst vise omverdenen, at virksomheden ikke blot er til for at skabe profit, men også arbejder for et højere purpose.

Kl. 10.05
Ingrid Reumert, VP, Global Communications, CSR & Public Affairs
Bæredygtighed er en vigtig del af måden VELUX driver forretning på. At tage ansvar for kunder, medarbejdere og samfund er ikke nyt for VELUX, men stammer fra grundlæggerens ambition om at være en ’mønstervirksomhed’. Mønstervirksomhedsmålsætningen er som mission dybt forankret i kulturen og har været det længe før, begrebet CSR blev opfundet. Hør Ingrid Reumert fortælle om, hvordan VELUX løbende søger at minimere virksomhedens CO2-aftryk for at fremme udviklingen af sunde, behagelige og bæredygtige bygninger. Det er kernen i VELUX’ forretning og for fremtidens byggeri. Med virksomhedens årlige Healthy Home Barometer skabes der ny viden om smarte og sunde bygninger til boligejere, lovgivere og til byggebranchen. Der er ingen tvivl om, at bygninger har betydning og kan gøre en forskel – for klimaet, for sundhed og livskvalitet og for produktivitet og bæredygtighed.

Kl. 10.30
Tak for i dag.

Tilmelding sker via dette link.