Debat: Kenya kan lære om plast af Danmark

I et debatindlæg i Berlingske argumenterer Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, for, hvorfor det vil være en fordel for Kenya at lade sig inspirere af danske løsninger, når det gælder affaldshåndtering og genanvendelse.

Fornylig foreslog en læserbrevsskribent i Berlingske, at Danmark skulle lære af Kenyas plastposeforbud. I et modsvar skriver Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien, at det ikke er den rette vej at gå. I stedet kan Kenya lade sig inspirere af danske løsninger mht. genanvendelse.

Del:

Nedenstående debatindlæg af Thomas Drustrup (adm. direktør i Plastindustrien) er bragt i Berlingske 20/1:

I et debatindlæg den 17/1 skriver Lars Bjørn fra Holte, at Danmark kan lære noget af Kenya. Landet har fornylig forbudt både at forhandle og benytte plastposer, og et lignende forbud vil skribenten have de danske politikere til straks at vedtage.

Imidlertid er der ikke mange gode argumenter for at følge Kenyas eksempel. Til forskel for Kenya har vi i Danmark nemlig en rigtig veludviklet affaldsstruktur, der i stort omfang forebygger, at eksempelvis plastposer blæser i havet. Og med EU’s nye plaststrategi kommer der kun yderligere fokus på øget genanvendelse og mere cirkulær økonomi.

Jeg medgiver gerne, at der skal skrappe metoder til at begrænse mængden af plast i naturen i lande som Kenya, hvor affaldshåndtering er meget lidt udbredt. Til gengæld er der også et stort potentiale for danske virksomheder i forhold til at sælge viden og grøn teknologi, hvilket vil være både godt for miljøet og væksten i et land som Kenya.

Derfor rejser jeg også allerede nu på lørdag til netop Kenya for at understøtte, at der bliver sat gang i flere konkrete plastgenanvendelsesprojekter. Kenya kan nemlig lære noget af Danmark på det punkt.

Indtryk fra Kenya:

Siden indlægget er blevet bragt, så er Thomas Drustrup rejst til Kenya, og vi har samlet et par foreløbige indtryk fra rejsen.

https://twitter.com/nannaboegesvang/status/955520659370766341