Plastindustrien og NGO’er: Fund af plastfibre i drikkevand understreger behov for mere dansk forskning

Et amerikansk studie har fundet plastfibre i drikkevand i flere lande verden over. Problemets omfang i Danmark er dog ukendt. Vi har brug for at afsætte flere midler til dansk forskning på området, lyder det samstemmende fra Plastindustrien og NGO’erne Plastic Change og Det Økologiske Råd.

Del:

Forskere har i ny undersøgelse fundet mikroskopiske plastfibre i prøver fra vandhaner i en lang række lande verden over. I USA var andelen af forurenede prøver på 94 procent, mens de fælles tal for Europa ligger på 72 procent. Undersøgelsen indeholder ikke danske data.

Plastfibre i drikkevand er et problem, som vi skal tage alvorligt, for det kan have sundhedsskadelige virkninger. Desværre har vi ikke meget dansk viden på området. Det gælder både omkring de mulige mængder og de potentielle skadelige effekter. Derfor bør vi opprioritere forskningsindsatsen markant.

Det er det fælles budskab fra Plastic Change, Det Økologiske Råd og Plastindustrien, der sammen driver Projekt Plastfrit Hav – et dansk indsats for et renere havmiljø.

Den svenske regering har netop afsat 600 millioner svenske kroner til en indsats for et renere vandmiljø. Det kunne de danske politikere lade sig inspirere af.

Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastic Change, siger:

– Vi mangler virkelig danske data på det her område. Vi ved reelt ikke, om danskerne udsætter sig selv for sundhedsrisiko, når de drikker vand fra hanen. Vi er nødt til at prioritere forskningen på dette område langt højere, så vi kan få et dansk billede af problemets omfang og finde ud af, hvor vi skal sætte ind.

Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, siger:

– Noget tyder på, at de mikroskopiske plastfibre kan have sundsskadelige effekter, når de optages i menneskekroppen. Det er dog et meget underbelyst område i forskningen, og vi har helt afgjort brug for meget mere viden.

Miljøpolitisk chef i Plastindustrien, Christina Busk, siger:

– Hovedparten af dansk drikkevand stammer fra grundvandsboringer. Undersøgelsens data stammer fra lande, som henter drikkevandet fra overfladevand. Det vil sandsynligvis betyde, at situationen er bedre herhjemme, fordi plastfibrene ikke når hele vejen til grundvandet, men vi ved det ikke. Derfor håber vi meget, at politikerne kan finde midler til at prioritere området i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger.