Debat: Øget genanvendelse kræver forandringer i kommunerne

I dette debatindlæg slår Plastindustriens miljøpolitiske chef Christina Busk på tromme for, at der er brug for væsentlige forandringer i kommunerne, hvis vi i Danmark skal blive bedre til at genanvende plast fra de danske husholdninger.

Del:

Af Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien. Bragt i uge 23 en række regionale medier som f.eks. Aarhus Stiftstidende og Nordjyske Stiftstidende.

Danmark indtager en rigtig kedelig sidsteplads blandt 30 europæiske lande, når det handler om at genanvende plastemballage fra private husholdninger. Det er et bekymrende resultat, der kræver handling.

Genanvendelse er både godt for miljøet og for de mange danske virksomheder, der arbejder med grønne forretningsmodeller og produkter. Derfor er det vigtigt, at vi hurtigst muligt får igangsat en række forandringer, der kan øge genanvendelsen – og de forandringer skal primært ske i kommunerne.

Giv virksomhederne bedre adgang til affaldet

En af de helt store barrierer for øget genanvendelse af plastaffald er nemlig, at det i dag er kommunerne, der ejer husholdningsaffaldet. Modsat forholder det sig for erhvervsaffaldet, der er blevet gjort tilgængeligt for private virksomheder.

Tallene viser tydeligt, hvad der fungerer bedst. Vi ligger på en flot europæisk 4. plads i genanvendelse af plastemballage fra erhvervene, mens vi som tidligere nævnt indtager sidstepladsen, når det kommer til plastemballage fra husholdningerne.

Løsningen er derfor oplagt. De danske genanvendelsesvirksomheder skal have adgang til alt plastaffald, så vi kan udnytte den store know how, der ligger her, til at løfte genanvendelsen.

Ensret indsamlingen af affald på tværs af kommunegrænser

En anden væsentlig barriere er, at der i dag ikke er ensartede kriterier for, hvordan vi indsamler og sorterer plast på tværs af kommunegrænserne. Succesfuld genanvendelse forudsætter både, at vi gør det let for borgerne at sortere plastaffaldet rigtigt og for virksomhederne at anvende det til nye produkter. Begge dele halter mildt sagt i dag.

Helt konkret er vi udfordret af, at det er op til de enkelte kommuner, hvordan de vil indrette deres indsamlingssystemer. Det medfører, at det er svært at skabe en stabil forsyning i store ensartede mængder og kvalitet, hvis kommunerne gør det på hver sin måde. For virksomhederne er det afgørende at kunne være sikker på rigelige mængder i en fast kvalitet til en den rigtige pris.

Igen er løsningen ligefor. Det er nødvendigt med ensarterede kriterier for måden, vi indsamler og sorterer plastaffald på og gør det på baggrund af, hvad virksomhederne og markedet efterspørger.

Den 7. juni fremlægger regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi en række anbefalinger til, hvordan vi i Danmark kan fremme øget plastgenanvendelse og fremme cirkulære forretningsmodeller.

Det er mit klare håb, at nogle af anbefalingerne flugter med de to ovenstående forslag, så vi kan sætte turbo på den bæredygtige udvikling, der både er til fordel for miljøet og for antallet af grønne danske arbejdspladser.

LÆS MERE: Cirkulær anbefalinger rammer plet