Plastvirksomheder med i Danmarks største forsøgsprojekt med husholdningsplast

I Danmark er vi ikke gode til at genanvende husholdningsplast, hvilket koster danske arbejdsarbejdspladser. Derfor har Holbæk Forsyning A/S, Schoeller-Plast Enterprise A/S og Aage Vestergaard Larsen A/S indgået et samarbejde om indsamling og genanvendelse af husholdningsplast.

Del:

Danskerne smider hvert år over 400.000 tons plastaffald ud. Næsten halvdelen af det bliver smidt ud med det almindelige husholdningsaffald, så muligheden for at genanvende plasten går op i røg på forbrændingsanlæggene. Der er altså et stort potentiale både for mere genanvendelse, men også for at skabe nye arbejdspladser.

Derfor har Holbæk Forsyning A/S – med støtte fra Miljøministeriet – startet et projekt, der over de næste to år skal udnytte plastaffaldet fra 25.000 husstande i Holbæk Kommune.

Fra plastaffald til brugbare sorteringssystemer i Holbæk

Til efteråret får husstandene en ny beholder til plast og metal, til at sortere og indsamle husholdningsplasten. Det være sig både hård plast som f.eks. emballage fra skyllemiddel og sprinklervæske, og blød plast som plastfolie fra toiletpapir eller kødpakker.

Holbæk Forsyning A/S sorterer efterfølgende plastaffaldet i kategorier, der sikrer, at plastaffaldet kan udnyttes optimalt.

– Vi har taget udgangspunkt i, at vi skal have etableret nogle afsætningskanaler, hvor plasten fra vores kunder bliver genanvendt fremfor at blive forbrændt. Kunderne skal ikke være plasteksperter – de skal bare smide alt deres plastaffald i én beholder. Selve sorteringen sørger vi selv for, og derfor har vi har designet et nyt sorteringsanlæg, hvor vi selv kan sortere plasten på en effektiv måde, fortæller innovationskonsulent hos Holbæk Forsyning A/S, Lærke Ærenlund, der er projektleder for hele projektet.

Turen går til Mariager

Når plasten er sorteret bliver den transporteret til Mariager, hvor virksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S, sørger for den egentlige regenerering.

Den nordjyske virksomhed har stor ekspertise inden for genanvendelse af erhvervs- samt industriplast. For nyligt introducerede virksomheden en ny produktionslinje til sortering og vask af beskidt affaldsplast, som Aage Vestergaard Larsen A/S kan tilbyde som den eneste virksomhed i Danmark.

– Vi sorterer og vasker plasten, så det er rent og genanvendeligt. Så kværner vi det og omdanner det til en ny genanvendelig plastråvare i form af granulat, som så bliver sendt til virksomheden Schoeller-Plast Enterprise A/S. fortæller Franz Cuculiza, adm. direktør for Aage Vestergaard Larsen A/S.

LÆS MERE: Nyt genanvendelsesanlæg blev indviet i Mariager

Genbrugscirklen bliver fuldendt

Hos Schoeller Plast Entreprise A/S skal de bruge den oparbejdede plast til at producere de affaldssorteringssystemer, som de i samarbejde med Holbæk Forsyning A/S er ved at udvikle.

Schoeller Plast Enterprise A/S producerer blandt andet plastkassesystemer til industri og detailhandel.
– Vi har i projektet mulighed for at udvikle et nyt produkt og er samtidig med til at udvikle en ressourcekæde for dansk genbrugsplast. Vi ved, at der er efterspørgsel efter genbrugsplast, men det giver en ekstra dimension på et produkt, at plasten kommer fra samme lokale kunde, som efterfølgende også modtager det nye produkt, så genbrugscirklen er fuldendt”, siger Jan Bybjerg Pedersen, forretningsudviklingschef hos Schoeller Plast Entreprise A/S.

Det endelig produkt er stadig ved at blive designet af Holbæk Forsyning A/S og Schoeller Plast Enterprise A/S.

For at sikre at produktet, også dækker de behov og ønsker, som kunderne har, er der både blevet lavet en større spørgeskemaundersøgelse og flere fokusgruppemøder med kunder.

Annonce…###REKLAME###