Der er nu etableret en ny hotline, der kan hjælpe virksomheder og medarbejdere med at bruge EfterUddannelse.dk. Plastindustriens innovationskonsulent Rasmus Grusgaard bifalder det nye initiativ.
Efteruddannelse.dk er den portal, som virksomhederne skal anvende, når medarbejdere skal på et AMU-kursus og hjemtage VEU-godtgørelse.
Via den nye hotline kan virksomheder og borgere få telefonisk hjælp til at tilmelde medarbejdere til AMU-kurser og til at søge om VEU-godtgørelse.
Åbningstider for den nye hotline er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-18, og fredag kl. 8-14. Telefonnummeret er 7021 2159.
Plastindustriens innovationskonsulent Rasmus Grusgaard er glad for det nye initiativ:
– Det er en god håndsrækning til virksomhederne, at de kan få direkte hjælp og svar på konkrete spørgsmål ved et enkelt telefonopkald frem for at skulle søge på forskellige uddannelsesportaler.
Hotlinen er et initiativ i Trepartsaftalen om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser.
Der kommer primo 2017 en mere lettilgængelig version af EfterUddannelse.dk, som vi naturligvis vil orientere om.