Nyt samarbejde skal øge genanvendelse af plast i landbruget

Halmballe indpakket i plast wrap

Miljøministeriet og Landbrug & Fødevarer har indgået et nyt sektorsamarbejde, der skal realisere potentialet for øget genanvendelse af landbrugsplast. Samarbejdet bidrager til en grønnere affaldssektor og øget cirkulær økonomi.

Del:

I det danske landbrug har plast mange anvendelsesmuligheder. Der anvendes store mængder plast til bl.a. wrap af ensilage og halmballer, net til beskyttelse af afgrøder, foderbøtter og plasttunneler til drivhuse. Derfor har genanvendelse af plastaffald fra landbrugssektoren også et stort klimamæssigt potentiale.

Regeringens “Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” sætter et ambitiøst mål for landbruget om, at 50% plastaffald skal genanvendes i 2025 og 80% i 2030. I dag indsamles og genanvendes omtrent 25% af plastaffaldet i landbruget, men dette tal skal højere op.

For at realisere potentialet i genanvendelse af plast i landbruget, har Miljøministeriet – via Det Nationale Plastikcenter i Miljøstyrelsen – indgået et samarbejde med Landbrug & Fødevarer.

Samarbejdet skal undersøge mulige løsninger på tværs af værdikæden, hvilket betyder en lang række aktører i landbruget – plastfolieforhandlere, affaldsproducenter, indsamlere, landmænd og genanvendere m.fl. – vil blive inddraget i arbejdet om at finde gode løsninger.

– Alt for meget plastik ender i dag i de store forbrændingsovne. Vi skal genbruge og genanvende langt mere af det, end vi gør i dag. Her kan landbruget også gøre en stor forskel. Med dette samarbejde får vi skabt nogle initiativer og cases, der kan fungere som gode eksempler for hele landbruget. Det er endnu et vigtigt skridt mod en grøn affaldssektor og en cirkulær økonomi. Jeg er rigtig glad for, at landbruget er med, for det er en stor opgave, som vi skal løse sammen. Jeg ser frem til samarbejdet med landbruget om at få mere genanvendt plastik, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

Der er brug for et samarbejde på tværs af værdikæden

Hos Landbrug & Fødevarer ser man også frem til samarbejdet, og understreget nødvendigheden af at samarbejde på tværs af værdikæden, for at øge både kvaliteten og mængden af den genanvende landbrugsplast.

– Indsatsen for mindre plastik og mere genanvendelse er et led i vores arbejde med bæredygtighed og erhvervets målrettede indsats mod at blive klimaneutrale i 2050. Danske landmænd vil gerne gøre en indsats for mere genanvendelse og mindre afbrænding. Derfor er der netop brug for samarbejde og en fælles indsats mellem plastleverandører, erhvervet, myndighederne og dem, der håndterer affald, så det bliver lettere at sortere og genanvende, siger direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen.

I et sektorsamarbejde som dette, er det nødvendigt at sikre fremdrift, vidensdeling, og at man får de relevante aktører inddraget i processen. Derfor vil der blive oprettet et sekretariat til at varetage disse opgaver.

Sekretariatet kommer til at ligge hos SEGES, som er landbrugets innovations- og videnscenter.