1. januar 2021 blev det forbudt at udlevere gratis plastposer. Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup, foreslår, at afgiftsindtægterne – efter irsk og norsk forbillede – bliver målrettet en uafhængig plastfond, som skal understøtte den grønne omstilling.
Debatindlægget af Thomas Drustrup (adm. direktør i Plastindustrien) er bragt i lang række medier – bl.a. Avisen Danmark:
Fra den 1. januar 2021 er det forbudt for danske butikker at udlevere gratis plastposer. Detailhandlen skal som minimum fremover tage 4 kroner pr. pose, hvilket kommer oveni, at regeringen med finansloven 2020 vedtog af tredoble de eksisterende afgifter på plastposer.
Indtægterne fra den forhøjede poseafgift går direkte ind i statens samlede skatte- og afgiftspulje, og pengene bliver anvendt på tværs af politiske områder.
Der er bred politisk enighed om, at den grønne omstilling har høj prioritet, og der er store CO2-gevinster at hente, hvis vi fx øger plastgenanvendelsen i Danmark. Derfor foreslår Plastindustrien at målrette afgiftsindtægterne fra plastposerne til en uafhængig plastfond, der skal sætte yderligere turbo på udviklingen.
Fonden skal uddele midler til både forskning, pilotprojekter og mere langvarige indsatser, der eksempelvis er drevet af virksomheder, ngo’er, lokale borgergrupper og myndigheder.
Masser af udenlandsk inspiration
Idéen om at oprette en dansk fond baseret på afgiftsindtægter fra plastposer er kraftigt inspireret af, at Irland allerede i år 2002 realiserede forslaget.
Den irske fond har siden bevilliget penge til at optimere affaldshåndtering, udvikle nye genanvendelsesprocesser- og teknologier, oplysning og grøn forskning.
Norge oprettede i 2017 ’Handelens Miljøfond’, som på få år har uddelt mere end 260 millioner norske kroner til projekter, der bl.a. handler om oprydning i naturen (lige fra Svalbard til Senegals kyster) og øget genanvendelse.
Danske politikere bør derfor lade sig inspirere af, hvordan Irland og Norge har formået at bruge poseafgifter til at gøre en reel forskel for både miljø og klima.
Hvis vi i Danmark skal være blandt de bedste til cirkulær økonomi, så er der behov for at finde løsninger, der for alvor skubber til plastgenanvendelsen – en grøn plastposefond vil være et vigtigt skridt på vejen.