I et stort forskningssamarbejde skal Aarhus Universitet, Plastix A/S, Vestforbrænding og Dansk Affaldsminimering udvikle en sorteringsmaskine, der via en avanceret kamerateknologi kan finsortere plastaffald efter plasttype. Maskinen vil gøre det muligt for industrien at bruge langt større mængder genanvendt plast.
Innovationsfonden har bevilliget 22,7 millioner kroner til et nyt forskningsprojekt, som har til formål at sætte skub i genanvendelse af plast gennem en ny sorteringsteknologi. Projektet går under navnet Re-Plast.
I projektet skal maskiner, der kan finsortere plastaffald efter plasttype, både udvikles og implementeres i industrien. Dermed får danske produktionsvirksomheder langt større adgang til genanvendt plast i en kvalitet, som kan anvendes i nye produkter.
Projektet skal føres til dørs af Aarhus Universitet, Plastix A/S, Vestforbrænding og Dansk Affaldsminimering.
Maskine skal finsortere i plasttyper
I en artikel på Innovationsfondens hjemmeside forklarer projektets leder Mogens Hinge, lektor ved Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet, hvad udfordringen ofte er i forbindelse med genanvendelse af plast:
– Plast er ikke bare plast. Der er alle mulige forskellige slags polymerer, og de er stort set ikke blandbare. Derfor vil vi i projektet udvikle en maskine, der ved hjælp af tre forskellige typer kameraer kan sortere plast efter materialets specifikke egenskaber. På den måde kan vi opdele plastaffaldet i fraktioner, der faktisk er anvendelige.
Områdechef for genbrug og genanvendelse ved Vestforbrænding, Yvonne Amskov uddyber:
– Med denne nye teknologi kan vi for det første højne kvaliteten af borgernes plastaffald og bidrage til at sende plastikken tilbage i det cirkulære kredsløb her i Danmark. For det andet er sporbarheden vigtigt for os, for på den måde bliver hele processen transparent, og vi kan gå ud og vise borgerne, hvad der rent faktisk sker med deres affald.
Ren plastkvalitet er afgørende
Sorteringsmaskinen styres af en kunstig intelligens og indeholde tre kameratyper, som til sammen kan fotografere plastmaterialets egenskaber på et transportbånd. Derved kan materialernes egenskaber karakteriseres og adskilles langt mere præcist ens hidtil.
Målet er at få en renhed i den genanvendte plast på mindst 96 % i forhold til polymertype og inddelt efter uønskede farver, fyldstoffer mv.
Mogens Hinge projektets leder og lektor ved Institut for Ingeniørvidenskab, forklarer:
– Re-Plast-projektet har til formål at udvikle teknologien, få det til at virke og implementere det i industrien. Vi tager teknologien hele vejen og viser, at det virker i genanvendelsesanlæg. Alt sammen til gavn for den danske cirkulære plastøkonomi.
LÆS MERE: Intelligent kamerateknologi skal revolutionere vores genanvendelse af plastik
LÆS MERE: Plastix laver gamle fiskenet til ‘uperfekte’ plastemballager