Miljøstyrelsen anbefaler nu, at 22 danske kommuner skal udfase kombineret indsamling af metal-, glas- og plastaffald. Plastindustriens miljøpolitiske chef, Christina Busk, mener, at det er den helt rette vej at gå, hvis der skal mere kvalitet ind i genanvendelsen af plast.
Miljøstyrelsen har netop offentliggjort en anbefaling om, at 22 danske kommuner bør ophøre med at sammenblande indsamlingen af metal-, glas- og plastaffald fra danske husholdninger.
Nye undersøgelser peger på, at det øger genanvendeligheden, hvis glas og plast bliver sorteret særskilt.
Christina Busk, miljøpolitisk chef i brancheforeningen Plastindustrien, glæder sig over, at der bliver sat en stopper for de sammenblandede affaldstyper.
Hun udtaler:
– Det er en stor sejr for vores fremtidige genanvendelse af husholdningsaffaldet, at borgerne fremover ikke længere skal mikse metal, plast og glas i samme skraldespand. Vi skal have fokus på at få nogle plastråvarer i høj kvalitet ud af vores husholdningsaffald, og det får vi kun ved at have fokus på slutproduktet af det indsamlede affald.
Christina Busk fortsætter:
– Vi har en ambition om, at en emballage fra husholdningsaffaldet skal kunne blive til en ny emballage, der igen lander på supermarkedernes hylder. Det kræver både en ambitiøs indsamling, sortering og genanvendelse af plasten, og at man nu vil gøre op med sammenblandingen af metal-, glas- og plastaffald er et skridt i den helt rigtige retning.
Miljøstyrelsens faglige vurdering bygger især på tre undersøgelser udarbejdet i perioden januar 2018 – april 2020.
Det drejer sig om Miljøprojekt 2066, der blandt andet undersøger kvalitetsmæssig forskel på kombineret og særskilt indsamling,
Miljøprojekt 2111, der dykker nærmere ned i sammenblandingen af metal, glas og plast og senest har Rambøll testet kvaliteten af fraktionerne fra sammenblanding af metal, glas og plast.